Guld og jagten på rigdom

Et af de mest eftertragtede af de ædle metaller har betegnelsen Au og atomnummer 79, og hedder Aurum på latin. Prisen er høj fordi kun 0,000000003 procent af jordskorpen indeholder dette metal, der er  kendt under navnet guld.

Guld har fascineret til alle tider og er fortsat et yndet investeringsobjekt. Det er ikke tilfældigt, at sportspræstationer belønnes med guld til førstepladsen, mens der er sølv og bronze til de sekundære placeringer. Det er et metal, som gennem århundreder har præget civilisationens udvikling på godt og ondt.

Midas
En af de første fortællinger om grådighed er den græsk-frygiske sagnkonge Midas, der var forblændet af sit begær efter rigdom. Midas gjorde en venlig gerning for guden Dionysus og udbad sig som belønning, at alt hvad han rørte ved skulle forvandles til guld. Kongens begærlighed blev hans hybris. Dionysus opfyldte  ønsket, og alt hvad Kong Midas rørte ved blev til guld. Også når kongen førte brød eller vand til sine læber blev det forvandlet til det uspiselige guld og selv med alverdens rigdom kunne Midas ikke undvære mad og drikke.

Guldfeber
Selvom guld i sig selv ikke er sygdomsfremkaldende beskriver ordet guldfeber en sygelig trang til at søge efter og eje guldet. Guldfeberen har som regel grebet folk efter nyheden om store fund, hvorefter håbefulde har sat kursen mod området. Som den amerikansk børsmægler og forfatter Gerald M. Loeb (1899-1977) så rammende udtrykte det: “The desire for gold is the most universal and deeply rooted commercial instinct of the human race.”

Amerikas guldkyst
Et af det mest markante guldfund skete på den amerikanske vestkyst. I 1840 var Californien blot et fjernt område af USA, som kun de færreste havde set og den søvnige havneby San Francisco havde kun nogle få hundrede indbyggere. Med fundet af guld ændrede dette sig radikalt.

Samuel Brannan blev med tiden den rigeste mand i Californien, skønt han aldrig søgte efter guld selv. Brannan var en dygtig købmand med forstand på både udbud og efterspørgsel. Kunne man begrænse det første og forøge det andet, ville der være gode penge at tjene på ubalancen. Den 12. maj 1848 løb købmanden derfor ned ad Montgommery Street og råbte op om Marshalls fund: ”Guld! Der er fundet guld ved American River!”.

Som bevis holdt den begejstrede købmand en flaske gulvstøv i vejret, og da Sam Brannan havde erhvervet samtlige guldgraverredskaber i hele området kunne han nu sælge vaskebaljer fir $15 per styk selvom han få dage tidligereblot havde givet  tyve cent for den. På ni hektiske uger tjente han på denne måde $36.000 ved salg af værktøj.

I starten af 1849 nåede guldfeberen epidemiske højder og tiltrak sig opmærksomhed fra alskens taskenspillere. I en avis kunne man således læse en annonce for en særlig salve, som kunne købes for 5 dollars. Derpå skulle man blot smøre sig grundigt ind i salven og rulle ned af bjergene i Californien. Derved ville guldet klistre til kroppen, og når man nåede til bjergets bund ville man – med garanti – have tilstrækkelig med guld til at leve lykkeligt resten af livet.

Tørst eller kolera
Der var dog lang vej til Californien, og endnu fandtes hverken jernbane eller floder at sejle på til Californien. Rejsen skulle derfor enten foretages til søs langs den sydamerikanske kyst eller til fods af 2000 miles støvede veje og ufremkommeligt landskab. Mange døde af tørst, udmattelse, dysenteri eller kolera og led alle pinsler under den stegende sol på vej mod det forjættede land.

Mens hovedparten af verdens guld befandt sig dybt i jorden i hårde klippestykker, var guldet i Californien anderledes tilgængelig med selv relativt simple redskaber. Samtidig var der ikke noget politisk system eller retssystem, der forhindrede udvindingen heraf. Ejendomsretten var ikke til stede, og der var ingen beskatning eller grænser.

Det eneste, der fandtes i overflod i Californien var efterhånden penge. Prisen på mad, logi, vand og forsyninger eksploderede. En dagsløn hjemme østpå var 1 dollar. I Californien kunne man tjene 25 dollars ved at grave guld, men selv så stor en sum rakte end ikke til et måltid mad i en by med galopperende priser. Lovløsheden hærgede og teltbyer skød op overalt. På få måneder voksede San Francisco fra 459 indbyggere til over 20.000.

Allerede i midten af 1849 var det let tilgængelige guld dog sluppet op, men nye håbefulde guldgravere strømmede fortsat til, alt imens arbejdet blev hårdere og hårdere for at finde stadig mindre guld. Samtidig vendte den hidtil venlige stemning og frustrationen tiltog sammen med druk, kortspil, hor og kriminalitet. De fleste guldgravere fik kun hård hud på hænderne og ingen guldstøv under neglene. Flere og flere gav op, og vendte tomhændede hjem, mens andre forblev i Californien med deres bristede livsdrømme.

Guld som betaling
Oprindeligt byttede man varer, men det var ganske upraktisk at transportere sin fysiske formue på denne måde. Efterhånden begyndte man at benytte guld som betalingsmiddel. Guldet var let at banke ud til mindre former som mønter, hvor vægten afgjorde værdien. Guldmønterne var som regel i 22 karat, med en større slidstyrke og holdbarhed end rent guld. Med tiden blev dette dog også for besværligt. Derfor overgik man til papirpenge, der var løfter om fremtidig betaling i guld ved fordringsbeviser. De første pengesedler blev udstedt af banker, der lovede at pengesedlerne kunne indløses til guld i banken.

En række centralbanker besidder fortsat store guldreserver. Den største samling af guld findes hos U.S. Federal Reserve Bank i New York, der omfatter omkring 3 procent af verdens guld. Omtrent samme mængde findes i U.S. Bullion Depository, der ligger ved siden af det legendariske Fort Knox.

Prisen på guld har været stærkt varierende. Siden 1968 har toppunktet været en pris på $850 dollar per ounze den 21. januar 1980, men lavpunktet blev nået 21. juni 1999. Da kostede guldet blot $253 dollar per ounze. Siden da er guldet steget betydeligt igen og nåede i 2011 et toppunkt af mere end 1600 dollar. Ikke mindst i kølvandet på finanskrisen fra sommeren 2008 flyttede mange investorer pengene over i guld og pressede dermed prisen op.

Tungt metal
En kubikmeter guld vejer 19.300 kg, mens en kubikmeter vand blot vejer 1.000 kg og selv bly vejer kun 11.340 kg per kubikmeter. Guld er dog også særdeles fleksibelt og et gram guld kan bankes ud til fylde en kvadratmeter.

I små mængder er guld ikke giftigt, så skulle man indfinde sig på en af de restauranter i verden, hvor bladguld bruges som dyr dekoration på maden, kan man roligt spise.

Smykker og karat
Selvom guld ikke er det dyreste materiale, er der noget symbolsk over guld i smykker. Traditionelt bruges guld til vielsesringe og de færreste kvinder modsætter sig gaver af guld.

Rent guld har betegnelsen 24 karat, men da metallet i sin rene form er meget blødt, bliver guldet som regel anvendt sammen med andre metaller, f.eks. kobber eller sølv, som giver legeringen andre egenskaber.

Når guld anvendes til smykker opgives renheden i karat, og ofte anvendes 22k, 18k eller 14k guld. Jo lavere karat, desto højere indhold af sølv eller kobber i legeringen. En større mængde af sølv, palladium eller nikkel giver hvidguld, mens en større mængde af kobber giver rødguld.

Alkymi
Jagten på guld har ført til mange dramatiske episoder, forræderi og mord. Guldets værdi har historisk fristet svage sjæle. De såkaldte alkymister søgte at frembringe guld af kemisk vej. Det blev hældt forskellige stoffer i kolber og flasker, udført besværgelser og andet humbug, men aldrig kom der noget ud af anstrengelserne, foruden lidt røg og værdiløse blandinger. Sagnet beretter om De Viises Sten, som siges at være den manglende ingrediens for at man succesfuldt kan frembringe guld af ingenting.

Sydafrika
Siden 1880erne har Sydafrika været blandt de største producenter af guld. Man anslår at halvdelen af den totale historiske produktion af guld, stammer herfra. I 1970 kom 79 porcent af verdensproduktionen fra Sydafrika, og det er også her, man finder verdens dybeste guldmine, hvor man foreløbig er nået 3.777 meter ned under jordens overflade.

Guld er et af de mest fascinerende metaller og intet tyder på at interessen for det er ved at mindskes.

Nick Leeson og Barings Bank skandalen

I 1995 bugnede alverdens avisforsider med den sensationelle nyhed, at  Barings Bank var ruineret af én mands spekulationer. Navnet på børshandleren var Nick Leeson, der egenhændigt bragte en af verdens ældste private banker til fald og tilliden til det internationale pengemarked i knæ.

Nicholas William Leeson voksede op i en forstad til London, hvor han ikke klarede sig overvældende godt i skolen. Efter high school arbejdede Leeson kortvarigt for flere finanshuse, inden han kom til Barings Merchant Bank, der var Londons ældste bank, grundlagt i 1763.

Efter noget tid blev Nick Leeson overflyttet til Fjernøsten. Her blev han sat til at rydde op i firmaets kontor i Jakarta, Indonesien, hvilket sker til ledelsens tilfredshed og med en forfremmelse til følge.

Barings Bank havde kontor i Singapore, der handlede på Singapore Monetary Exchange (SIMEX). I 1992 blev Nick Leeson overflyttet til Singapore, hvor han blev leder af den noget rutineprægede handel i arbitrage-afdelingen, hvor man udnyttede de små prisforskelle, der var på handel med Nikkei 225 futures-kontrakter ved henholdsvis SIMEX og den japanske Osaka-børs. Var prisen lavere i Singapore, købte Leeson dér og solgte i Osaka – og omvendt.

Denne arbitrage var hverken særlig risikabel eller sofistikeret, og hovedkontoret i London anså det ikke for nødvendigt at føre en striks kontrol med Singapore.I begyndelsen af 1990erne stod Fjernøstens tigerøkonomier på spring, og Nick Leeson forstod sig på handelen med futures. Ikke fordi han havde de rigtige forbindelser eller uddannelse; men måske mest fordi han havde det rigtige smil på læberne og fordi hans overordnede ikke forstod denne nye form for global handel, der kunne skabe flere penge, end man turde drømme om på direktionsgangene.

Drivkraften var ikke umiddelbart penge, men personlig hæder, som Leeson ønskede mere end noget andet.

Leeson opbyggede spekulative positioner i futures, der primært var baseret på udviklingen i Nikkei 225 og japanske statsobligationer. På børsen opererede Leeson med en naiv, men tøjlesløs entusiasme. I handler med futures betales kun en lille del af det handlede beløb, hvilket giver mulighed for stor gevinst, men også for store tab.

Leeson syntes dog at være ufejlbarlig. Alene i 1993 tjente han mere end 10 millioner pund til Barings Bank. Hans løn og bonus steg tilsvarende – et år modtog han en bonus på 130.000 pund ud over sin faste løn på 50.000 pund.

Tilsyneladende tjente Nick Leeson millioner til sin arbejdsgiver, men i virkeligheden var overskuddene forfalskede og dækkede over enorme tab.

Konto 88888
En af Leesons unge assistenter kom på et tidspunkt til at sælge 20 futures-kontrakter i stedet for at købe og fik dermed et tab. For at skjule det oprettede Leeson en særlig tabskonto 88888, der ikke var forbundet til bankens øvrige computersystemer, og på den måde kunne det første beskedne tab på 30.000 pund holdes skjult.

For at tjene tabet ind begyndte Leeson at spille på markedet for futures, og da det gav gevinst, begyndte han at satse i stadig større stil. Men denne gang uden held.

På hovedkontoret i London var man blevet betænkelig på grund af pengestrømmen og reviderede flere gange koncernens interne regler. Alligevel var ingen for alvor bekymrede over afvigelserne, fordi Leeson tjente penge i et omfang, som ingen havde set før.

Handlerne indbragte snart en femtedel af bankens totale indtjening, og Leeson blev kaldt vekselerernes konge. Sandheden var , at han i virkeligheden gemte massive tab af vejen og konstant hævede indsatsen i håb om at vinde det tabte tilbage.

Markedet er imod
I 1994 vendte markedet sig for alvor imod Leeson, hvis held var sluppet op. Alle tab blev anbragt på korrektionskonto 88888, som hverken den interne eller eksterne revision opdagede. Og i strid med al god bankskik attesterede Nick Leeson selv de transaktioner, han foretog for Barings Bank.

De stadig mere komplicerede produkter affødte krav om skærpet intern kontrol i den finansielle sektor. Sikkerheden kunne øges ved at adskille dem, der handlede, dem, der bogførte, og dem, der kontrollerede indgåede handler. Det skete bare ikke hos Barings Bank i Singapore. Her udførte, kontrollerede og godkendte Leeson selv det hele. Dermed kunne han handle på både kundernes og bankens vegne og efter børslukketid fungere som sin egen bogholder og kontrollant.

Leeson tabte penge på sine spekulationer og skulle derfor betale marginbeløbet, altså prisforskellen mellem købs- og salgsprisen på aktiverne på det tidspunkt, hvor kontrakten udløber – og det krævede store kontante beløb. Dem fik Leeson overført fra London ved at forfalske dokumenter og påstå, at han betalte beløbene på vegne af klienter.

I virkeligheden forbød reglerne på SIMEX specifikt, at bankerne måtte betale marginbeløb på vegne af klienter. Og selv hvis påstanden havde været korrekt, ville beløbene i givet fald kun skulle bruges midlertidigt. Men Leeson tilbageførte ikke pengene, der jo var tabt.

Det tilsyneladende overskud blev skabt, ved at han handlede futures-kontrakter mellem tre andre konti og fejlkontoen. I de tre offentlige konti steg overskuddene, mens underskuddet blev akkumuleret på konto 88888, der ved udgangen af 1992 var negativ med omkring 2 millioner pund – et beløb, der var eksploderet til 208 millioner pund to år senere. Ledelsen troede derimod, at Singapore-afdelingen havde tjent næsten 30 millioner pund i 1994 og udbetalte derfor Leeson en bonus på 680.000 pund.

I desperation over den højrøde bundlinje på korrektionskontoen øgede Leeson indsatsen. Via call og put-optioner spekulerede han i, at det japanske aktiemarked ikke ville bevæge sig ret meget. Hvis markedet holdt sig i ro, ville optionerne ikke blive indløst. Umiddelbart forekom denne antagelse rimelig, eftersom den japanske økonomi var ved at komme sig efter 30 måneders recession. Men i januar 1995 blev Kobe ramt af et kraftigt jordskælv, og Nikkei-indekset tabte 7 procent på en uge.

Tabene hobede sig op, og Leeson bad London om ekstra midler. I et desperat forsøg på at indhente det tabte øgede han atter indsatsen ved at opkøbe store mængder af Nikkei 225 futures, i den formodning at aktiemarkedet ville bevæge sig opad efter jordskælvet. Over de næste tre måneder købte han mere end 20.000 futures-kontrakter til omkring 180.000 pund pr. stk., og i begyndelsen af februar rettede aktierne sig da også.

Hvis kurserne havde holdt deres niveau, ville Leeson ”kun” have tabt et par hundrede millioner pund. Det ville være et meget stort tab for banken, men ikke katastrofalt. På dette tidspunkt havde Leeson satset 7 milliarder pund på, at de japanske aktier ville stige, og 22 milliarder pund på, at de japanske obligationer ville falde. Med så en stor indsats ville blot små ændringer i Leesons favør tjene hele tabet hjem igen. Uheldigvis for Leeson – og skæbnesvangert for Barings Bank – faldt aktierne, og obligationerne steg.

Sammenlagt stod Leeson for halvdelen af handlen med futures-kontrakter baseret på Nikkei 225 i Singapore, men kunne ikke påvirke markedet, der spekulerede imod ham.

Fra flugt og fængsel til film og formue
Den 23. februar 1995 gik det op for ledelsen i London, at den unge afdelingsleder i Singapore havde pådraget banken et katastrofalt tab. Leeson, der var hoppet på flyet til Kuala Lumpur, efterlod en hurtigt nedkradset seddel med ordene: I’m sorry på sit skrivebord.Konto 88888 var på dette tidspunkt negativ med 827 millioner pund, og Leeson forventede med god grund fængselsstraf.

Da han ikke ønskede at afsone i et fjernøstligt fængsel, flygtede han til et ferieområde i Borneo, siden til Frankfurt, hvorfra det tyske politi udleverede ham til Singapore. Og i december 1995 blev han idømt seks et halvt års fængsel for dokumentfalsk og bedrageri.

Leeson blev skilt og fik konstateret kræft under sit fængselsophold, men er i
dag erklæret rask. Han blev løsladt på grund af god opførsel allerede i juli 1999 og vendte tilbage til Storbritannien.

I 2002 fik en af bankens lokale revisorer frataget sin statsautorisation i 12 måneder, men ellers var det reelt kun Nick Leeson, der blev stillet til ansvar for spekulationerne. Efter løsladelsen tjente Nick Leeson store summer ved foredrag og tv-optræden, og under fængselsopholdet havde han i 1997 udgivet selvbiografien ”Rogue Trader”, hvor han påtog sig det fulde ansvar for de fejlslagne spekulationer, men fastholdt, at han aldrig kunne have fået de massive tab uden den lemfældige interne revision og kontrol i Barings Bank.Bogen blev senere filmatiseret, og Leeson tjente godt på filmrettighederne. Hertil kommer anslået 50.000 pund fra salg af bøger og omkring det tredobbelte for avisrettigheder. Så trods fængselsstraffen blev han både rig og berømt på sine spekulationsforretninger.

For Barings Bank forholdt det sig noget anderledes. Leeson havde oparbejdet en gæld på 1,4 milliarder pund, hvilket langt oversteg bankens egenkapital, og aktionærerne tabte alle deres penge. Bankens ledelse holdt krisemøde med Bank of England, der dog ikke ville kaste en redningskrans ud, så Barings Bank gik i betalingsstandsning den 26. februar 1995. 1.200 ansatte mistede deres job, og mange topchefer, der havde fejlet i deres kontrol af Leeson, tog enten selv deres afsked eller blev fyret.

Den hollandske International Nederlanden Groep Bank overtog Barings Bank  for den symbolske sum af 1 pund. Efter 233 år var det dermed slut for en bank, der havde deltaget i finansieringen af Napoleonskrigene. Men banken var måske ikke helt uden skyld. Et internt memo fra 1993 advarede mod Leesons dobbeltrolle, hvor han både handlede, effektuerede og kontrollerede, med ordene: We are in danger of setting up a system that will prove disastrous.

Det blev katastrofalt.

Da Barings bank kollapsede forsøgte flere banker at nedtone risiciene ved derivathandelen. De store tab skyldtes alene manglende kontrolsystemer og havde intet at gøre med de nye finansielle handelsmuligheder. Men Nick Leeson var ikke den første, der tabte stort på handel med finansielle instrumenter.

Den engelske National Westminister Bank tabte over $80 millioner. Deutsche Bank tabte $15 millioner og afskedigede en trader i marts 1995. Union Bank of Switzerland tabte $240 millioner på handel med avancerede aktieoptioner, og endnu værre gik det i Japan. Her tabte Sumitomo Corporation $2,6 milliarder på derivathandel med kobber, og hos Daiwa Bank tabte en enkelt mægler $1,1 milliarder i perioden 1984-1995. I disse sager manglede de interne kontrolsystemer til at stoppe en mægler, der foretog stadig større indsatser uden ledelsens viden eller accept.

Price/Earning

Den såkaldte Price/Earning (P/E) er et af de vigtigste nøgletal for aktier og viser, hvor meget man som aktionær skal betale for en krone af selskabets overskud.

P/E beregnes som kursen på en aktie i forhold til indtjeningen i selskabet og nøgletallet udtrykker dermed prisen pr. overskudskrone.

P/E beregnes ved at sammenholde selskabets børsværdi med årets overskud efter skat. Som tommelfingerregel vil P/E-værdien for solide selskaber ligge mellem 10-15, men kan blive betydeligt større, hvis der knytter sig meget store forventninger til den fremtidige indtjening.

P/E kan beregnes på baggrund af såvel de realiserede som de forventede resultater.

I opgangsperioden lige før en finansboble brister, stiger P/E-ratioen typisk til betydeligt over det historiske gennemsnit.

Stop-loss

Noget at det sværeste ved aktiehandel er ikke at finde de gode investeringer, men at undgå de dårlige. Og ikke mindst at tage de første tab, der som regel er de mindste.

Ved aktiehandel er stop-loss en nedre grænse for kursen, hvor man på forhånd har bestemt sig for at sælge værdipapiret for at minimere sit tab.

Falder kursen til det fastlagte kursniveau træder stop-loss i funktion og aktien realiseres for at undgå yderligere tab. Har man eksempelvis købt Danske Bank aktier til kurs 150 kan man fastsætte et stoploss på 130. Kommer kursen derned skal man realisere aktierne for at undgå yderligere tab.

I praksis redder stop-loss dig dermed fra de helt store, i hvert fald hvis man rent faktisk overholder det.

Ved aktiehandel er stop-loss en nedre grænse for kursen, hvor man på forhånd har bestemt sig for at sælge værdipapiret for at minimere sit tab.”>

Warrants

Warrants er betegnelsen for en call option med ret til at købe en aktie i den udstedende virksomhed til en aftalt kurs på et fremtidigt tidspunkt.

Med andre ord er warrants en tegningsret, der giver indehaveren ret til at tegne en aktie eller en fordring til en fastsat kurs.

Warrants udstedes ofte i tilknytning til et værdipapir (obligationer eller aktier) eller i forbindelse med etablering af et lån.

Direktører og ledende medarbejdere i børsnoterede selskaber tildeles ofte warrants som led i deres ansættelse.

Wall Street

Wall Street er i den gade i New York, hvor den amerikanske fondsbørs, størstedelen af børsmæglerselskaberne og de finansielle institutioner holder til.

Den 17. maj 1792 underskrev 24 af New Yorks førende købmænd den såkaldte Buttonwood Agreement. Formålet var at skabe faste rammer for værdipapirhandelen, og dermed var grundlaget skabt for New York Stock Exchange, Inc. på Wall Street.

Wall Street har i øvrigt navn efter den mur, som hollandske nybyggere et århundrede tidligere havde opført for at beskytte sig mod blandt andre indianere, blev blev hurtigt centrum for den amerikanske aktiehandel.

Investeringsforeninger

En investeringsforening er en sammenslutning af investorer, der går sammen om at investere i eksempelvis danske aktier, udenlandske aktier eller obligationer, alt sammen fordelt på forskellige lande eller brancher. Hver andel udgør en del af foreningens samlede formue.

Investeringsforeninger er et alternativ til at investere direkte i obligationer og aktier, og der findes et stort antal investeringsforeninger med hvert deres investeringsfokus. Investeringsbeviser kan altid købes og sælges til en kurs, som ligger meget tæt på værdien af investeringsforeningens værdipapirer. Denne værdi kaldes ”indre værdi”.

Tabsrisikoen på investeringsforeninger er begrænset til den investerede kapital, mens gevinstmuligheden principielt er ubegrænset.

Den reelle risiko afhænger af den enkelte afdelings specifikke investeringsstrategi. Nogle afdelinger udbetaler udbytte, men den primære gevinst kommer ved at sælge andele, der er steget i værdi siden købet.

Investeringsforeninger opkræver et administrationsgebyr, som tages af afkastet. Gebyret dækker den daglige administration såsom køb og salg af værdipapirer, markedsovervågning, medlemsmøder og medlemsblade, regnskab og revision og investeringsrådgivning.

The billion dollar club

Verdens mest eksklusive filkmklub består af blot 10 medlemmer.

Optagelseskravene er nemlig, at filmen skal have indspillet 1 milliard dollar i biograferne på verdensplan, og det nåleøje er der blot 10 film i historien, der har kunnet klemme sig igennem.

Øverst på filmenes “Billion Dollar Club” finder man James Camerons blockbuster Avatar, der i 2009 satte hele verdens biografsæder på den anden ende og i den grad leverede det nye kommercielle gennembrud for 3D teknologien i biograferne.

Filmen Avatar indspillede næsten 2,8 milliarder dollar og er dermed milevidt foran alle andre.

Hele tre af filmene på listen er kommet med i 2011. Det gælder sidste del af den syvende Harry Potter-film, Harry Potter and the Deathly Hallows Part 2, den Steven Spielberg-producerede robotfilm Transformers: Dark of the Moon samt de fjerde piratfilm Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides.

Blandt andre medlemmer er Toy Story 3 og den sidste af Ringenes Herre-triologien.

Listen rundes af med Christopher Nolans meget roste Batman-film The Dark Knight. Takket været ikke mindst Heath Ledgers fremragende præstation som skurken  Jokeren indtjente filmen på verdensplan $1.002 millioner.

Verdens mest indtjenende biograffilm (i millioner dollar)
1. Avatar – $2.782
2. Titanic – $1.843
3. Harry Potter and the Deathly Hallows Part 2 – $1.328.1
4. Transformers: Dark of the Moon – $1.123
5. The Lord of the Rings: The Return of the King – $1.120
6 .Pirates of the Caribbean: Dead Man’s Chest – $1.066
7. Toy Story 3 – $1.063
8. Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides – $1.044
9. Alice in Wonderland – $1.024
10. The Dark Knight – $1.002
Kilde: Boxofficemojo.com

Alle tal på listen er baseret på den oprindelige indtjening og således ikke korrigeret for inflation. Der findes ikke valide, inflationskorrigerede data for filmenes indtjening på verdensplan, men i USA er klassikeren Borte Med Blæsten den mest indtjenende film i amerikansk biografhistorie. Når man korrigerer for inflationen har den film alene i USA indtjent 1,6 milliarder dollar.