PC-producenten Dell Inc.

Året var 1984 og stedet Austin, Texas da Michael Dell grundlagde firmaet Dell Computer Corporation. Fra første færd var hans ambition at sælge flere computere end IBM. Det var en højtragende ambition, men efter 15 år blev målet indfriet.

I starten videresolgte Michael Dell PCer til venner og andre studerende fra sit værelse på universitetet. Da salget steg bad han den lokale investor, Lee Walker, om hjælp til at udvikle forretning. Han fokuserede på det direkte salg til kunden. Den slags var set før, og gennembruddet kom først da Dell som den første lancerede hurtig service direkte hos kunden på dennes bopæl.

Service i hjemmet var slet ikke Michael Dells ide, men et udslag af, at postordresalget gav problemer med servicen, fordi Dells kvalitet ikke var i top. For at finde en løsning inviterede Lee Walker selskabets topledere og en række ansatte fra produktion og salg til brainstormning, og her formulerede en ung kvindelig sælger den oplagte løsning:

”En defekt PC er ikke noget problem. Vi sender en reparatør hjem til dig i morgen!”

Snart indgik Dell kontrakter med firmaer over hele USA, som påtog sig at tage sig af Dells pc’er lokalt. Salget steg i raketfart. Det var i 1987, at Dell som den første computerproducent indførte dag-til-dag serviceaftaler på sine produkter.

Samtidig skød selskabet sin internationale ekspansion i gang med åbningen af en afdeling i Storbritannien, og da Dell børsnoteres i 1988 var prisen per aktie på 8,5 dollar. I 1997 var værdien af disse aktier steget til 1.000 dollar. Mange af de ansatte fra starten er blevet millionærer via aktieoptioner og kursstigninger og kaldes populært ”Dellionaires”.

I 1991 lancerede Dell sin første bærbare computer i 1991. Fra 1996 åbnede Dell for salget af computere direkte over Internettet. Fire år senere rundede online salget 50 millioner dollar dagligt.

I de følgende år bliver Dell verdens førende pc-producent med de største globale markedsandele. Selskabet lancerer den første Blade-server og går i 2002 ind på markedet for PDA’er og projektorer. Samtidig skifter Dell Computers Inc. navn til Dell Inc. for at understrege, at selskabet ikke kun solgte computere, men en bred vifte af produkter og services til såvel virksomheder som forbrugere.

I 2005 indtog Dell førstepladsen på Fortune Magazines liste over USAs mest beundrede virksomheder, men de seneste kvartalsregnskaber har skuffet analytikere og aktionærer så meget, at stifteren Michael Dell vendte tilbage som koncernchef.

Siden da har Dell Inc. foretaget en række opkøb af virksomheder, herunder da man i september 2009 købte Perot Systems for 3,9 milliarder dollar.

I februar 2010 købte man selskabet KACE Networks og i november 2010 overtog man selskabet Boomi, der udvikler Software-as-a-Service produkter.

Dell Inc. omsatte i regnskabsåret 2010/11 for 45,8 milliarder dollar.

Skriv et svar