Richard Branson – den jomfrulige milliardær

Han er ikke blot ballonskipper, eventyrer, milliardær og iværksætter, men et brand i sig selv. Og “han” er naturligvis manden bag Virgin, Richard Branson.

Den berømte britiske iværksætter og forretningsmand har med Virgin skabt et globalt varemærke, der omfatter så forskellige forretningsområder som fly, musik, tog, telekommunikation, hoteller, rumrejser og 25.000 ansatte. Og ifølge Branson selv er det kun begyndelsen.

Richard Charles Nicholas Branson kom til verden den 18. juli 1950 i Surrey. Han klarede sig ikke overvældende i skolen og var plaget af ordblindhed. Til gengæld var han bidt af en gal iværksætter. Allerede da han var 15 år havde han startet to små forretninger, blandt andet med salg af juletræer. Og i en alder af 16 år flyttede han til London og startede Student magazine, hvor første udgave kom på gaden den 26. januar 1968.

Kort efter begyndte han at sælge plader. Fra 1970 skete salget som postordre, hvor han underbød de etablerede butikker. Til sidst åbnede Richard Branson en pladeforretning i Oxford Street i London, og etablerede pladeselskabet Virgin Records. Det nye selskab ledte efter ukendte musikere, som de målrettet kunne gøre rige og berømte frem for at malke falmende stjerner.

Pengene fra salget af plader gik blandt andet til at indrette et lille studie, som han lejede ud til kommende stjerner, herunder Mike Oldfield, der i 1973 blev den første kunstner i Virgin-stalden. Mike Oldfields album Tubular Bells sælger over 5 millioner eksemplarer. Senere skriver Virgin Records kontrakt med kunstnere som The Sex Pistols, Phil Collins, Boy George and the Culture Club, Janet Jackson og The Rolling Stones.

I 1983 var Virgin Groups samlede omsætning på knap £50 millioner og resultatet før skat på £2 millioner. Derpå etablerer Richard Branson i 1984 luftfartsselskaberne Virgin Atlantic Airways og Virgin Cargo og køber et luksushotel på Mallorca. Samme år producerede Virgin-koncernen filmen “1984” efter Orwells roman og med blandt andre John Hurt, der overvåges af Big Brother.

I 1986 børsnoteres Virgin Group på the London Stock Exchange, omend dele af koncernen forblev privatejede via et indviklet net af fonde og selskaber. Året efter lanceres Virgin Records i USA og Virgin børsnoteres på Nasdaq. De mindre Virgin pladeforretninger sælges for at man kan koncentrere sig om Virgin Megastores.

I 1987 indtraf et voldsomt tilbageslag på verdens aktiemarked. I kølvandet på den punkterede aktieballon tilbagekøbte Richard Branson Virgin Group fra de menige aktionærer.

Midt i de forretningsmæssige udskejelser fører Richard Branson sig frem som en vaskeægte eventyrer. Allerede i 1986 vandt han det eftertragtede Blå Bånd for den hurtigste passage af Atlanterhavet med båden Virgin Atlantic Challenger II. Og året efter krydsede Branson som den første Atlanterhavet i en varmluftsballon. Under turen fløj Branson 2.900 miles på 33 timer og med sine 2,3 millioner kubikfod var det verdens største varmluftsballon.

Branson fik hurtigt smag for oplevelserne i de højere luftlag. I 1992 solgte han Virgin Music til Thorn EMI for 1 milliard dollar. Pengene fra salget kastede Branson bogstaveligt talt ud i luften.

Efter en flyvetur med elendig service hos British Airways, mente at han kunne gøre det langt bedre. Richard Branson ville lave spændende flyture og oprettede selskabet Virgin Atlantic Airways. British Airways forsøgte at stoppe opkomlingens initiativer med en række beskidte tricks. Blandt andet blev Virgin-kunder overført til British Airways-fly. Afsløringen var en skandale, og der rullede hoveder i ledelsen af British Airways, der måtte betale en erstatning på £600.000 til Richard Branson. Pengene blev i 1993 uddelt til Virgins medarbejdere som den såkaldte BA-bonus.

Årte efter skabte Branson læskedrikken Virgin Cola, der blev markedsført i en flaske med former efter baywatch-stjernen Pamela Andersons. Virgin cola sælges naturligvis når man rejser med Virgin Atlantic eller togselskabet Virgin trains.

I 1997 fusionerede han Virgin Radio med den eneglske Capital Radio. Richard Branson kom i bestyrelsen for det fusionerede radioselskab og fik en aktiepost på 17 procent. Det viste sig en god investering da det fusionerede selskab kort efter blev solgt til en venturekapitalfond for £85 millioner. Pengene herfra blev blandt andet brugt da Virgin gik ind i drift af to britiske jernbaneselskaber West Coast og Cross Country.

I december 1999 solgte man knap halvdelen af flyvirksomheden Virgin Atlantic til Singapore Airlines £600 millioner kontant.

Ikke alt hos Branson er en succes. Virgin Cola er nu trukket tilbage til det britiske marked, og en Virgin Vodka blev aldrig den forventede succes. Heller ikke reality tv-showet “The Rebel Billionaire” med Richard Branson sammen med 16 kandidater, der skulle testes på deres evner som iværksættere og eventyrere i jagten på et lederjob hos Virgin blev en succes. Efter blot en enkelt sæson blev programmet taget af plakaten.

I 2003 lancerede Virgin Atlantic det længste og mest komfortable flysæde i branchen med deres Virgin Upper Class Suite. Siden er det blevet til nye investeringer inden for den digitale teknologi og lanceringen af Virgin Galactic, der skal udvikle rumfartstursime, så enhver kan rejse ud i rummet. Virgin Galactic blev startet i september 2004 og allerede i slutningen af 2009 skal selskabet kunne bringe passagerer ud i rummet for omkring $200.000 per tur.

I september 2006 bekendtgjorde Branson planer om at investere overskuddet fra Virgin Atlantic og Virgin Trains til forskningsarbejde inden for jagten på miljøvenlige brændstoffer. Investeringen ventes at andrage omkring $3 milliarder.

Ifølge Richard Branson selv har han hele livet stræbt efter succes, både som forretningsmand, eventyrer og som menneske. Opskriften på succes lyder ganske simpelt at tro på sig selv og at tro på, at alt kan lade sig gøre. Og så skal man leve livet fuldt ud og aldrig give op. Det vigtigste er for Richard Branson, at man gennemfører det man brænder for og gøre produkterne færdige. Og så er det en forudsætning, at man skal have det sjovt undervejs.

Richard Branson fældede angiveligt en tåre da han solgte Virgin til Thorn EMI i 1992, men senere vendte han tilbage til musikbranchen med pladeselskabet V2 Records. Og under alle omstændigheder er den ordblinde iværksætter blandt verdens 300 rigeste mennesker med en formue på omkring 3 milliarder dollars. Den formue blev yderligere suppleret da han i juli 2006 solgte tele-selskabet MobileVirgin for godt 10,3 milliarder danske kroner.

Og så skal Richard Branson i øvrigt tituleres Sir Richard Branson idet han i 1999 blev adlet af Dronning Elisabeth.

Skriv et svar