Efteråret har omsider gjort sit indtog efter en lang og varm sensommer.
Men nu falder bladene, vinden tager til og temperaturen daler til det normale oktoberniveau.
En sådan aften tog redaktionen til Miró.
Det er en hæderkronet institution på den aarhusianske madscene.
En legendarisk restaurant
Historien om Restaurant Miró begynder ikke med redaktionens besøg. Faktisk skal vi helt tilbage til 1990, hvor Toni Leichtle åbnede en gourmetrestaurant.
Den slags har ofte hårde vilkår, men Miro forblev år efter år en fast bestanddel blandt de bedste spiseoplevelser i Aarhus.
Med den eminente, vidende og gæstfri vært Toni overlevede Miro i hele 26 år, hvilket gjorde den til byens længstlevende gourmetrestaurant.
Fra restaurant til vinbutik og tilbage igen
I 2016 følte Toni, at det var tid til noget andet, og i en periode fungerede stedet primært som vin- og specialvarebutik.
Toni savnede dog både stemning og gæster, og i 2018 genåbnede Miro som restaurant. Toni er stadig med, men der er kommet flere med i kredsen.
Vi har flere gange nydt godt af Tonis charmerende værtsskab, og han er et ikon i branchen.
Denne aften var han dog ikke at spotte i restauranten, men det gik alligevel. Faktisk ganske flot endda.
Menuen eller molevitten?
Hos Miró er der i princippet et såre let valg.
Valget står mellem en 5 retters menu til 698 kroner + vin eller hele molevitten, hvor man får en ekstra ret, vinmenu, kaffe med sødt.
Da en del af selskabet ikke drak alkohol denne aften, kombinerede vi det, så alle fik 5 retters menuen og en enkelt valgte vinmenuen ved siden af.
Hele selskabet tilkøbte dog et glas bobler til vores snacks.
Fin start med snacks
På den regnvåde aften havde vi hængt det våde overtøj i garderoben, og taget sulten med ind til bordet.
Snart blev tre små hapsere båret ind.
Der var en med æble, en med gulerod og en med rødbede. Alle tre fine mundfulde, der steg i smag.
Det smagte dejligt og lovede godt for resten af aftenen.
Første servering
Man skal altid passe på med at lægge for kraftigt ud i en menu, og det ved man selvfølgelig på en restaurant af denne kaliber.
Derfor var første ombæring til den sarte side.
Titlen var Hamachi – Hybenrose – Kærnemælk – og det dækkede over et par skiver af fisken Hamachi, også kendt som yellowtail eller japansk amberjack.
Fisken er populær i det japanske køkken og på mange sushi-restauranter. Det var en ganske mild omgang, men et fint udgangspunkt for at pirre smagsløgene endnu mere.
Brød blev der der også serveret med hjemmekærnet smør – og restproduktet i form af kærnemælken, var fint anvendt i fiskeretten. Det er smukt.
Aftens fineste servering
Det kan være farligt at toppe for tidligt, og det skete desværre for Miro ved dette besøg.
Næsten servering – der blot var aftenens anden – endte nemlig med at blive den allerbedste.
Det siger så til gengæld også ganske meget, for det viste sig at være en fremragende servering af kuller med Panchetta og Bladbede.
Retten tog sig umanerlig appetitvækkende ud på tallerkenen. Duften pirrede forventningerne, og anretningen skuffede sandelig heller ikke i munden.
Det knasende, sprøde kål og den smørmøre fisk gik sammen med saucen op i en højere enhed. Den blev serveret med en pivskarp beurre blanc, hvis syrlighed var en eksplosion.
Klart aftenens bedste ret – det var alle enige om rundt om bordet.
“Det smagte uforskammet godt,” som vi sagde til kokken, da han serverede næste ret.
En himmerigs mundfuld.
I glasset var skænket 2022 Höfflin Gewürztraminer fra Tyskland. Det var en fremragende vin til retten, hvor tallerkenen blev slikket med brødet.
Ja, vi kunne have spist os mætte i brød og en skål med den beurre blanc!
Smagfuld … intens … men ikke helt varm nok
Tredje ret var Maultasche – Hummerbisque – Selleri, og det dækkede over en fyldt pastalignende dej.
Her skulle serveringen nok have været varmere. På en af redaktionens tallerkener var retten næsten hel kold, mens de andre fik en varm anretning.
Hvad der præcist var årsagen til denne markante forskel ved vi ikke, men det efterlod selskabet med to meget forskellige oplevelser af retten, for selv smagen fejlede slet intet.
I glasset var skænket en 2022 bourgogne i form af Maison Champy på Chardonnay-druen.
Lækker velsmag af lille servering
Næste anretning blev båret ned i skikkelse af Kalv – Majs – Salvie.
Det var kalvemørbrad med en souflefars og dertil små løgskaller med majs.
Redaktionen og dens medspisere er ikke blandt de mindste, men størrelsesmæssigt var denne servering nok i underkanten.
Det havde klædt retten med en kartoffelservering som supplement, f.eks. en pommes fondant.
Hos den ene medspiser indeholdt kødet desuden en træls sene midt i, der trak oplevelsen ned.
I glasset var der skænket en fransk Pinot Noir 2018 fra Michel Magnien i Côte D’Or. Den var så god, at en af de ikke-vindrikkende medspisere også lige bestilte et smageglas.
Den søde afslutning
Aftenens femte og sidste ret var Æble – Mazarin – Citronverbena, og den skabte glæde hele bordet rundt. En passende afrunding fra det søde køkken.
I dessertglasset var en klassiker fra Enghaven i Randers, nemlig deres Æblevin Doux Naturel, som vi har smagt før.
Vi tilkøbte desuden stempelkaffe og lidt lækre, hjemmelavede chokolader samt en enkelt cognac.
Det var en fin afslutning på måltidet.
Konklusion
Den samlede regning for en stærk aften blev cirka 1.100 kroner per person.
Havde man i stedet bestilt “Hele molevitten” havde prisen været 1.000 kroner mere, nemlig 2.198, og mindre kunne altså sagtens gøre det.
Serviceniveauet var højt, og samtlige kokke og tjenere var smilende, venlige og vidende.
Ja, man fristes til at sige værtsskabet fra Toni er gået fint i arv, selvom stamgæster gerne vil have et smil fra mester selv.
Det er altid rart at føle, at tjenere og kokke rent faktisk er interesserede i, at man får en god aften.
Der var et par småting, som let kan justeres, men vi kvitterer med fem flotte stjerner for en fin aften.
Fakta for Restaurant Miro
Bedømmelse: * * * * * 5 stjerner
Tidspunkt for besøg: 23. oktober 2025
Pris per person: 1.100 kroner
Marstrandsgade 2
8000 Aarhus
Web: www.mirovin.dk
