Verdens 10 rigeste nogensinde
Af søren Ellemose, Publice
ret 19. oktober 2008, opdateret 20. oktober 2008


Listen over de ti rigeste mennesker i erhvervshistorien rummer både gamle og nye formuer, og flere som i dag er nærmest ukendte.

Efter 13 år som verdens rigeste mand blev Microsoft-stifteren Bill Gates i maj 2008 overgået af finansmanden Warren Buffet. Ifølge erhvervsmagasinet Forbes var Buffet verdens rigeste med en formue på i dag 62 milliarder dollars.

Denne opgørelse gælder dog alene for nulevende personer. Ser man nærmere på de historiske formuer og toppunktet af de respektive milliardærers pengetanke, er Warren Buffet kunne akkurat med på top 10 listen over historiens rigeste.

Her overgås han med flere længder af landsmanden John D. Rockefeller, der er den rigeste mand i verdenshistorien. Målt i nutidsværdi toppede Rockefellers formue med over 300 milliarder dollars. Det er fem gange så meget som Warren Buffet og lige så meget som det samlede danske bruttonationalprodukt (BNP) i 2007.

10. Carlos Slim Helu (f. 1940), formue $60 milliarder
Mexico har en af verdens rigeste nulevende personer i Carlos Slim Helu. Han har skabt sin enorme formue på telekommunikation og det mexicanske ejendomsmarked, men har ejerandele i over 200 selskaber. Som mange andre af verdens rigeste deler Carlos Slim Helu aktivt ud af sin formue. I 2007 donerede han angiveligt omkring 35 milliarder kroner til velgørenhed i Mexico.


9. Warren Buffet (f. 1930), formue $62 milliarder
Verdens rigeste nulevende person er finansmanden Warren Buffet, der nu har samlet 62 milliard dollars sammen i pengetanken. Den 77-årige Warren Buffet er chef for holdingselskabet Berkshire Hathaway og har lovet størstedelen af sin formue væk til velgørenhed. Allerede nu er 31 milliarder dollar øremærket til Bill Gates-fonden.

8. Sam Walton (1918-1992), formue $62 milliarder
Det er muligt, at priserne er lave hos detailhandelsgiganten WalMart, men derfor skabte den en formue til dens stifter, Sam Walton. WalMart sælger stort set alt, der kan købes for penge, og det gør de i en sådan grad, at selskabet er verdens største målt på omsætning. Historien om Wal-Mart startede i 1962, hvor Bud og Sam Walton åbnede den første Wal-Mart butik i Rogers Arkansas. Selskabet blev noteret på New York Stock Exchange i 1972.

7. Marshall Field (1834-1906), formue $64 milliarder
En anden milliardær på handel med varer blev Marshall Field, hvis grundholdning var, at kunden altid havde ret.
Han etablerede stormagasinet Marshall Field, der siden blev til Macy´s, men tjente også store penge i ejendomsbranchen.

6. Frederick Weyerhaeuser (1834-1914), formue $77 milliarder
Skovenes konge kunne man fristes til at kalde den tyskfødte Frederick Weyerhaeuser, der kom til USA som teenager og uden en krone i lommen. I stedet arbejdede han hårdt og længe, sparede penge sammen og købte i 1857 en savmølle billigt under datidens finansielle krise.
Efterhånden opkøbte han stadig flere dele af tømmerbranchen og erhvervede også 2 millioner hektar skovarealer. Weyerhaeuser-koncernen eksisterer fortsat og omsatte i 2007 for godt 16 milliarder dollar.

5. John Jacob Astor (1763-1848), formue: $117 milliarder
John Jacob Astor grundlagde sin formue i pelsbranchen. Med tiden kom også handel med opium, te, træ og ejendomme. For mange symboliserer John Jacob Astor selve den amerikanske drøm, idet han kom fra ingenting og skabte sin egen finansielle succes. Barnebarnet, John Jacob Astor IV var også en af USAs rigeste erhvervsfolk, men omkom ved Titanics forlis i 1912.

4. Bill Gates, formue $124 milliarder
Microsoft-stifteren Bill gates behøver næppe nærmere præsentation. Hans øjeblikkelige formue er på omkring 58 milliarder dollar, men i 1999 toppede Gates-pengetanken på dengang omkring 101 milliarder dollar. Omregnet til nutidsværdi sniger Bill Gates sig ind på en flot fjerdeplads med en formue på 124 milliarder målt i 2008-dollar.

3. Cornelius Vanderbilt (1794-1877), formue: $178 milliarder
I begyndelsen af 1800-tallet var mulighederne mange for driftige forretningsmænd i Amerika. Således også for Cornelius og resten af Vanderbilt familien, som kastede sig ud i dampskibe og jernbaner og skabte sig en formue. Mens guldfeberen rasede i USA etablerede Cornelius Vanderbilt blandt andet Nicaragua Steamship Company, som fragtede håbefulde guldjægere fra New York til Califonien. Vanderbilt blev kendt som en skånselsløs konkurrent.

Cornelius Vanderbilt var stamgæst på et eksklusivt hotel i New York, og under et besøg i 1853 sendte den krævende gæst flere gange sine kartoffelskiver ud i køkkenet, da han mente, de var alt for tykke. Til sidst skar kokken kartoflerne ud i ekstremt tynde skiver og stegte dem hårdt i olie, indtil de var sprøde og gyldne. Den nye servering faldt i Cornelius Vanderbilts smag, og dermed havde kartoffelchips set dagens lys.

2. Andrew Carnegie (1835-1919), formue: $298 milliarder
Andrew Carnegie grundlagde Carnegie Steel som senere blev til U.S. Steel og det var dette virke, der skaffede ham den næststørste formue i verdenshistorien. Pengene blev dog ikke brugt til tant og fjas, idet Andrew etablerede sig som en af verdens største filantroper ved at donere størstedelen af sin voksende formue til velgørende formål og oplysende arbejde.

1. John D. Rockefeller (1839-1937), formue: $323 milliarder
I dag er der 1.125 dollar-millardærer i verden, men den første nogensinde til at have en formue på mere end 1 milliard dollars var John D. Rockefeller, og han er fortsat den rigeste mand i historien, hvis man justerer for inflation.

John D. Rockefeller skabte sin formue i oliebranchen, hvor skabte et monopol med Standard Oil-selskaberne. Rockefellers virksomhedsimperium blev senere brudt op i mindre stykker af myndighederne, og gav hver især grundlaget for en række af verdens største olieselskaber.

Kilder: AskMen.com, Forbes.com, Wikipedia.org. Tallene er beregnet ud fra det tidspunkt hvor formuerne toppede, og derfra omregnet til nutidsværdi i 2008-dollar.

 

Citater
"There's no need to be the richest man in the cemetery. You can't do any business from there."
John D. Rockefeller

Erhvervslivets leksikon

Elex.dk er dansk og international erhvervsliv gennem århundreder.

Her findes portrætter, biografier, tidslinier og stamdata for de største virksomheder.

Bliv klogere på penge, ledelse og investeringer.

Nyhedsbrev
Få direkte besked om nye profiler, biografier og temaer.