 |
||
| Tulipan krakket i Holland »A cynic is a man who, when he smells flowers, looks around for a coffin.« Sådan skrev den amerikanske redaktør og satiriker Henry Louis Mencken (1880-1956), og det udsagn passer om noget på den spekulation, der fandt sted med tulipanløg i 1600-tallet. Hele miseren er et af de første veldokumenterede eksempler på hysteriske prisstigninger og handel med futures. Tulipanen kommer fra Tyrkiet og Iran, hvor den allerede fra omkring år 1000 var en yndet og dyrket plante. Løg og frø dukkede op i de fleste europæiske lande i slutningen af det 16. århundrede, hvor de sammen med krydderurter blev udbredt af handlende og munke. En anerkendt botaniker, Carolus Clusius, tog tulipanen med, da han i 1593 flyttede til Holland og blev chefbotaniker ved universitetet i Leiden. Med sig havde Clusius både tulipaner og blomsterløg, som han dyrkede med stor nidkærhed til medicinske formål. Og de smukke blomster blev populære blandt rige borgere i Amsterdam, der betalte høje priser for at få sendt tulipanløgene direkte fra Konstantinopel. Skønt Hollands klima var ideelt for tulipaner, var avlen en langsommelig affære, og med efterspørgslen skød priserne i vejret. I takt med blomsternes popularitet fik Clusius stjålet flere løg fra sin dyrebare samling, og tulipanernes omdømme blev så vældigt, at det næsten blev en skændsel for rige mennesker ikke at eje tulipaner. Denne feber bredte sig ned gennem samfundslagene, og tulipanen gik fra at være en eftertragtet handelsvare til investeringsobjekt. Løgfeberen breder sig Frem til slutningen af 1634 var det professionelle blomsterhandlere, der handlede tulipanløg, men stigende efterspørgsel fra Frankrig, hvor det var blevet populært at dekorere sit tøj med tulipaner, betød stigende interesse og dermed priser. Efterhånden var den hollandske syge så omfattende, at landets almindelige industri blev negligeret til fordel for denne mani, der havde sit faste greb i befolkningen, høj som lav. Stadig flere kastede deres opsparing ind i tulipanmarkedet, og snart havde prisen på tulipanløg mistet enhver forbindelse med blomsternes egentlige eller relative værdi i sammenligning med andre varer. Allerede i 1623 var stykprisen på den sjældne Semper Augustus 1.000 gylden, men prisen steg og nåede til sidst i 1636 en pris på 5.500 gylden. I 1635 blev der ved en enkelt handel betalt ikke mindre end 100.000 gylden for 40 løg. Af hensyn til salgbarheden blev løgene herefter solgt i mindre antal og efter vægt. I begyndelsen af 1636 var der kun to Semper Augustus løg i hele Holland, det ene hos en forhandler i Amsterdam, og det andet i Haarlem. En privat person bød en 12 hektar stor byggegrund for Haarlem tulipanløget, mens det andet blev købt for 4.600 gylden, en ny vogn, to grå heste og en komplet rustning. Det blomstrende marked Skønt der blev betalt store summer for de mest eksklusive tulipanløg, nåede almindelige tulipaner ikke samme højder. Handlen med de mest sjældne sorter blev indgået skriftligt under opsyn af en notar, men fra sommeren 1636 voksede også handlen med almindelige løg, og der opstod et marked i røgfyldte krostuer, hvor aftaler blev indgået over et krus øl. Her blev handelssystemet formaliseret efter nogle enkle retningslinjer: Typisk havde køberen ikke kontanter til at betale for løgene ved levering, ligesom sælgeren ikke havde de løg, der skulle leveres på kontraktdatoen. Ingen af parterne ønskede at gennemføre en egentlig handelstransaktion, men alene udrede forskellen mellem den indgåede pris og den reelle, fremtidige pris. Dermed var handlen med tulipaner reelt blevet en handel med futures, altså kontrakter om et fremtidigt køb eller salg af en vare eller aktiv. Ved sådanne futures kontrakter betalte køberen typisk kun en tiendedel af varens værdi. Holland havde tidligere oplevet manipulation af aktiekurserne i handelsselskabet Dutch East India Company. Derfor havde man forbudt handel med futures, med mindre man rent faktisk ejede aktien. Og på den baggrund afviste myndighederne at retsforfølge personer, der havde tabt på futures kontrakter med tulipanløg, fordi det slet og ret var spil. Handlen med tulipankontrakter måtte derfor regulere sig selv ved at udelukke handlere, der ikke vedkendte sig deres kontrakter. Selv om futures kontrakterne ikke var lovlige, florerede handelen lystigt. Der gik sport i at spekulere i tulipanerne, og truslen om at blive ekskluderet fra handelen var tilstrækkelig til at få folk til at betale for deres tab, så længe de var små. Blev tabene for store, kunne køberen med rettens ord nægte at betale for kontrakterne under henvisning til, at de var ulovlige, hvilket også skete. Handlen med tulipan-kontrakter betød, at spekulationen voksede, fordi flere fik råd til at handle. En anden mulig årsag til den stærkt forøgede handel var byldepesten, der hjemsøgte Holland fra 1635 til 1637. I kølvandet på den sorte død spredte en defaitistisk stemning sig. Det gjorde det nærliggende for folk at ønske sig øjeblikkelig og hurtig rigdom. Gik det godt, kunne man forsøde tilværelsen her og nu. Gik det skidt, var man måske alligevel død, når gælden indhentede én. I hvert fald tog spekulationen til i denne periode, og folk begyndte at konvertere deres ejendele til kontanter, der blev brugt til tulipanløg. Den højeste pris blev betalt for sorten Admiral v. Enkhuizen, hvor et enkelt løg blev solgt for 11.500 gylden. Prisen på 1 pund løg af sorten Switsers strøg i løbet af to uger i 1637 i vejret fra 120 til 1.500 gylden. Det daværende prisniveau kan illustreres ved, at man for 2.500 gylden kunne købe 48 tønder hvede, 84 tønder rug, fire okser, otte svin, 12 får, 446 liter vin, 400 liter øl, to tønder smør, 1.000 pund ost, en seng med sengetøj, et sæt tøj og et sølvbæger. Dominobrikken vælter Investeringerne i tulipanmarkedet var frem til sammenbruddet i 1637 en sikker forretning, hvor næsten ingen tabte penge. Denne selvsikkerhed blandt investorerne blev også en af årsagerne til sammenbruddet, der ramte hårdt og uventet. Når en sådan boble når en vis størrelse, beslutter nogle investorer sig for at sælge og realisere deres gevinst, hvilket starter en kædereaktion af salg. Den 4. februar 1637 ytrede nogle investorer for første gang bekymring over situationen, og det prikkede hul på ballonen. Dagen efter raslede priserne ned endnu hurtigere, end de var steget. Alle prøvede at sælge, og ingen ville købe. Folk gik i panik og dumpede deres tulipanløg uanset prisen, og omsider gik det op for folk, at de havde handlet sig fra hus og hjem for et blomsterløg. Nogen entydig forklaring på, hvorfor det hændte netop da, er der ikke. Til gengæld gav de første rystelser af markedet genlyd ned gennem samfundslagene. Regeringen afviste at blande sig, og der kunne ikke opnås nogen enighed, heller ikke ved domstolen i Haag. Så de, der havde tjent penge, fik lov at beholde dem, mens de, der havde tabt, ikke fik erstatning. Omvendt ville domstolene ikke gennemtvinge de købs- og salgskontrakter, der endnu ikke var gennemført. Det stillede nogle købere frit, mens en del sælgere var vrede. Men domstolene forholdt sig til, at spillegæld juridisk set ikke var gæld, og spekulation havde det været. Da februar 1637 var til ende, var også den gyldne periode slut. Nogle få var blevet rige, men hovedparten havde tabt penge. Skønt de hollandske tulipaner udtrykte et massehysteri uden fortilfælde, havde eftertiden mange flere at vise. Den vigtigste lære for eftertiden er, at når noget lyder for godt til at være sandt, så er det som regel netop det. Den øjeblikkelige uro
og tumult på alverdens finansielle markeder er desværre en bekræftelse på,
at investorer har meget svært ved at lære af historien. |
Kejserens
Nye Klæder
Elex.dk er dansk og international erhvervsliv gennem århundreder. Her findes portrætter, biografier, tidslinier og stamdata for de største virksomheder. Bliv klogere på penge, ledelse og investeringer. Nyhedsbrev |
|
