Subprime blev i starten af 2008 kåret som årets ord i USA. Det antyder jo en vis festlighed, men der er ikke meget munterhed at spore på de finansielle markeder, netop på grund af den såkaldte subprime krise.

Milliarder er tabt på kreditkrisen, hvor subprime betegnelsen for et boliglån, der er udstedt til en mindre kreditværdig person. Ordet har sin oprindelse i USA, hvor lån inddeles i tre typer, alt efter hvor gode de er.

De bedste lån kaldes prime, hvor selve ordet prime kan oversættes med første klasses kvalitet. De næstbedste lån kaldes near prime og de dårlige lån kaldes subprime. Betegnelsen subprime bruges dermed om de dårligste lån, der ydes til boligejere med mindre god økonomi.

Da man aggressivt begyndte at udlåne penge til mindre kreditværdige personer eller folk, der tidligere har haft problemer med at betale sin gæld, opstod de såkaldte NINJA-lån. NINJA (No Income No Job and Assets) var altså boliglån direkte til folk uden indkomst og uden formue.

Problemet opstod netop da lånebetingelserne blev lempet væsentligt af de amerikanske kreditinstitutter, der samtidig udviklede en række eksotiske låneprodukter. Der blev konstrueret lån med en meget lav rente det første år, som derefter stiger kraftigt eller oprettet lånetyper med meget lange løbetider og mulighed for belåning af mere end 100 procent af boligens værdi.

På den måde kunne ejendomsmæglere og kreditinstitutterne skilte med attraktive startydelser på drømmeboligen, der siden viste sig at stige kraftigt og dermed blev ubetalelige for de dårligst stillede boligkøbere. Lånetypen var reelt lokkelån, der i sin form minder om hurtige forbrugslån, som lokker med nul udbetaling og første afdrag om 12 måneder.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at det var en god forretning at låne penge ud til de dårligst stillede boligkøbere, der ikke havde nogen opsparing, havde lave lønninger og lav kreditværdighed. Risikoen ville være alt for høj.

Derfor solgte realkreditinstitutterne disse subprimelån videre, i modsætning til eksempelvis det danske realkreditmarked, hvor udstederne beholder lånene. Derpå blev de risikofyldte lån svøbt ind i komplekse konstruktioner, der efterfølgende kunne sælges som attraktive, sikre investeringsprodukter til banker og investorer.

Hvorfor blev subprime-krisen en krise
Principielt var der ikke noget forkert i at udlåne penge til mindre kreditværdige personer. I hvert fald ikke så længe huspriserne steg og renten var lav. Det gav stor vækst i subprime-markedet, hvor de amerikanske finanshuse fik en voldsom vækst i udlånene.

Men subprime-krisen blev et problem da de amerikanske handelsunderskud fortsatte, boligpriserne begyndte at falde og renterne begyndte at stige. På kort tid steg den korte rente i USA fra 1 procent til over 5 procent. Netop den rentestigning udløste en kraftig ekstraregning til subprime-låntagerne fordi disse typisk havde variable renter.

Dermed kunne mange husejere ikke betale lånene og det affødte en kraftig stigning i antallet af tvangsauktioner. Krisen begyndte i efteråret 2006, og blev for alvor åbenlys i februar og marts 2007, hvor subprime-industrien mere eller mindre kollapsede. I denne periode erklærede over 25 subprime-långivere sig fallit, offentliggjorde betydelig tab eller satte sig selv til salg.

Det amerikanske boligsalg faldt kraftigt, og den amerikanske centralbank indledte en lang række af rentesænkninger for at tage brodden af krisen. I takt med at flere storbanker bekendte kulør eskalerede situationen i sommeren 2007, og de massive tab skabte en umiddelbar mangel på likviditet, hvilket gjorde det dyrere at skaffe kapital på de globale pengemarkeder.

Subprime-problemet var da blevet til en global kreditkrise fordi fænomenet ikke var begrænset til de amerikanske finanskoncerner. Få markeder er så globaliseret som pengemarkedet, og også europæiske selskaber investerede enorme mængder af risikovillig kapital i strukturerede investeringsprodukter baseret på de amerikanske boliglån.

I takt med at renten steg og boligejerne ikke kunne honorere de stigende låneudgifter, faldt værdien af finanskoncernernes investeringer. Og de falder fortsat. Der var ellers ved at falde ro over markedet, da storbankerne Citigroup og Merrill Lynch i november 2007 erkendte markant større tab på subprime-krisen end hidtil antaget. Dermed blussede kreditkrisen op igen.

Den amerikanske centralbank har siden september sat den toneangivende rente ned flere gange i et forsøg på at afbøde krisen, ligesom den amerikanske regering med en økonomisk redningsplan har forsøgt at komme de nødstedte boligejere til hjælp. Hidtil har alle bestræbelserne været forgæves.

Mange store banker og finanshuse har siden stået i kø for at offentliggøre store tab på subprime-markedet. Subprime blev et internationalt problem fordi de kreditinstitutter, der oprindeligt udstedte subprime-lånene, solgte disse lån videre til investeringsbanker, der samlede lånene i finansielle pakker, der så blev solgt til investorer.

I en tid med ellers lave renter, lokkede de subprime-baserede obligationer med høje renter. Det fik pensionsselskaber, banker og hedgefonde til at investere i dem.

Men investorerne taber penge, når boligejerne ikke kan betale deres lån. Samtidig spredte subprime frygt og usikkerhed i det internationale finansielle system fordi bankerne reelt ikke anede hvor store tabene var. Derfor blev bankerne forsigtige med at låne penge til hinanden. Det har skabt usikkerhed og forringet likviditeten i markedet.

Blandt taberne på subprimekrisen har været amerikanske finansgiganter som Citigroup, Merrill Lynch, Morgan Stanley, Bank of America og JPMorgan Chase, mens krisen i Europa har ført til tab for blandt andre UBS, Deutsche Bank, Barclays Capital, Royal Bank of Scotland og Credit Suisse.

Foreløbig er subprime krisen et af de bedste eksempler på kaosteoriens sommerfugleeffekt i kølvandet på den finansielle sektors globalisering. Når en sommerfugl blafrer med vingerne i Japan, igangsættes en kædereaktion, der kan skabe orkan i Europa.

I dag er de finansielle systemet bundet så tæt sammen, at ændringer i ét land kan forårsage store ændringer overalt på kloden. Derfor kan dårlige tider for amerikanske boligejere få betydning for renten i Danmark, for det danske aktiemarked og for de danske boligejere og vores pensionsopsparinger.

I november 2007 estimerede man tabet på subprimekrisen til at udgøre omkring 150 milliarder dollar. I dag er tabet mangedoblet.

Tema om Finanskrisen
Wall Street krakket 1929
Wall Street krakket 1987
Subprime kort fortalt
Finanskrisens tidslinie

Historiske skandaler
Nick Leeson og Barings Bank
Charles Ponzi fidusen
Nordisk Fjer skandalen
Jydekompagniet
Memory Card Technology
Tulipan Krakket

Kejserens Nye Klæder
Indhold: erhvervsskandaler og aktiebobler.
Forfatter: Søren Ellemose
Omfang: 336 sider
Udgivet: 27. april 2005
Køb bogen her

Erhvervslivets leksikon