Skandalernes årti
Af Søren Ellemose, publiceret 22.
oktober 2008, opdateret 12. december 2008
I Kejserens nye klæder udstillede hedengangne H.C. Andersen, hvor let folk
lader sig bedrage. Erhvervslivet har tilsyneladende en særlig høj
repræsentation af kejsere, der burde tænke sig om en ekstra gang inden de
forlader garderobeskabet.
Erhvervsskandaler med
grådighed, svindelnumre og regnskabsfusk har gennem århundreder plaget
aktiemarkederne. Allerede i 1630’ernes Holland handlede folk sig fra hus og
hjem ved at spekulere i tulipanløg. Og i 1720’ernes England skød
investeringsselskaber op som paddehatte i form af de såkaldte
bobleselskaber, der ville gøre saltvand drikkeligt, importere hanæsler fra
Spanien eller sælge firkantede kanonkugler.
Den hjemlige andedam
har bestemt ikke været forskånet for grimme ællinger, der pyntede sig med
lånte fjer. Alberti-skandalen i starten af forrige århundrede involverede
landets tidligere justitsminister, der stod bag en gigantisk smør-svindel
der i dagens mønt svarer til over 800 millioner kroner. Og Landmandsbankens
sammenbrud under bankernes kriseår i 1920erne involverede ikke kun
Nationalbanken, men flere af danske erhvervslivs koryfæer. Og 1990erne var
ingen undtagelse fra denne hævdvundne tradition om erhvervsskandaler.
Selskabstømmerne
Fra 1. januar 1990 og frem til medio 1994 blev der handlet 1.570
såkaldte overskudsselskaber, der efterfølgende blev tømt for den hensatte
skat. Daværende skatteminister Ole Stavad kaldte det Danmarkshistoriens
største røveri, hvor 120 mennesker blev sigtet for systematisk handel med
selskaber, der blev tømt for midler og derefter tvangsopløst uden dækning
for skattekravene.
Det startede med guldbanden fra Skibby, der omfattede to anpartsselskabers
fiktive køb af guld for 22 milliarder kroner. Afsløringen af
selskabstømmerne viste et forsumpet forretningsmiljø af kendte
erhvervsnavne, samfundsstøtter og pæne borgere, der blev ivrigt bistået af
banker, advokater og revisorer mod behørigt honorar.
Tilsammen ragede selskabstømmerne 2,2 milliarder kroner ud af statskassen.
Staten fik dog næsten alle pengene igen, fordi man gik efter sælgerne, der
med rettens ord havde været i ond tro når de fik penge af køberne for den
hensatte skat.
Nordisk Fjer (1990)
Nordisk Fjerfabrik var på overfladen en velrenommeret og veldrevet
virksomhed. Bag den pæne facade skjulte sig imidlertid fiktive handler med
varer og produktionsudstyr, oppustede regnskaber og forfalskede
fondsbørsmeddelelser.
I spidsen for løjerne stod den manipulerende og egenrådige
bestyrelsesformand og administrerende direktør Johannes Petersen. Han havde
kuppet sig til magten i det hæderkronede fjerfabrik i 1969, og gjorde siden
en enkelt fjer til en hel hønsegård af svindelnumre. Johannes Petersens
forfængelighed tålte ikke underskud. Derfor blev de faktiske tab skjult
gennem fiktive handler og konstant ændrede regnskabsprincipper, der lå som
et tykt lag finansiel sminke over den galopperende gældsætning.
Til sidst anede bankerne uråd, men Johannes Petersen dukkede aldrig op til
et hasteindkaldt møde i Nordisk Fjers hovedsæde søndag den 18. november
1990. Bestyrelsesformanden lå død i badekarret i sin lystgård ved
Præstø, hvor han havde taget sit eget liv. Han efterlod en seddel ordene:
”Jeg kan ikke mere. Undskyld.”
Skandalen rullede og den 5. marts 1991 blev Nordisk Fjerfabrik Holding A/S
erklæret konkurs med et samlet tab på 3,7 milliarder kroner. Skandalen
førte til den såkaldte Lex Nordisk Fjer, hvorefter det blev forbudt at
være både adm. direktør og bestyrelsesformand i samme selskab.
Hafnia (1992)
Den 8. april 1992 blev der holdt et dagslangt bestyrelsesmøde hos
forsikringsselskabet Hafnia på Holmens Kanal 9. Da mødet var forbi havde
man afskediget den administrerende direktør, Per Villum Hansen.
Koncernchefen havde spillet højt spil om selskabets fremtid – og tabt. Per
Villum Hansens visioner om en finanskoncern førte til den store nordiske
forsikringskrig, hvor banker, forsikringsselskaber og realkreditinstitutter
bød hinanden op til det store fusionsbal på tværs af landegrænser.
Per Villum Hansen udløste krigen med en årelang fjendtlig belejring af
konkurrenten Baltica, der ikke frivilligt ville lade sig fusionere med
Hafnia. Men Hafnia blev bænkevarme i fusionsballet. Ingen ville danse med
Per. Hafnia havde snart over 7 milliarder kroner bundet i aktier i
konkurrenterne Baltica og Skandia, men måtte strække våben efter store
kurstab. Lønmodtagernes Dyrtidsfond gjorde et forsøg med en dansk løsning,
men det nødlidende Hafnia går konkurs med et samlet tab på 13 milliarder
kroner. Det sunde dele af Hafnia blev solgt til Codan. Også Baltica var
blandt forsikringskrigens ofre og blev for store dele overtaget af Danske
Bank.
Klaus Riskær (1992)
Klaus Riskær Pedersens op- og især nedture har været fast bestanddel
af erhvervslivets forsider gennem de seneste tre årtier. Den evigt unge
Klaus Riskær førte sig med vanlig sans for selviscenesættelse frem som en
gulddreng, men til sidst snublede han på de bonede bestyrelsesgulve. Han
startede Børsinformation, der skabte overskrifter med kritiske analyser af
blandt andre skibsværftet B&W. I 1983 tjente han 13 millioner kroner på
at formidle et aktiesalg i medicinalvirksomheden Ferrosan, hvorefter han
stort set satte det hele over styr med det københavnske lokaltv-eventyr
Kanal 2.
Han reddede sig dog akkurat på målstregen og kastede sig som en anden
Gordon Gekko over fondsbørsens slumrende selskaber. Via holdingselskabet
Accumulator Invest tjente han 40 millioner kroner på et fjendtligt raid mod
støvsugervirksomheden Nilfisk i 1988. Siden kastede han sig over store
ejendomshandler, men korthuset væltede i 1992, hvor Accumulator Invest gik
konkurs. Klaus Riskær Pedersen blev idømt 2½ års betinget fængsel for
mandatsvig og skyldnersvig. Efter et mislykket oste-eventyr skabte han
Cybercity, som blev solgt for 500 millioner kroner. Også dette tiltrak sig
myndighedernes opmærksomhed fordi Klaus Riskær angiveligt havde forsøgt at
snyde fonden ved at trække penge ud til sig selv. Klaus Riskær måtte i
efteråret 2008 begynde afsoningen af en fængselsstraf.
PFA sagen (1999)
Det var bare noget midlertidigt. Først en hensigtserklæring. Det var nok.
Så kunne byggematadoren få sin finansiering. Når finansieringen var på
plads kunne papirerne destrueres. Ingen ville opdage noget. Sådan startede
historien om PFA-skandalen og Kurt Thorsen, der næsten skabte en stor
børsnoteret ejendomskoncern ved at fusionere ejendomsselskaberne Norden,
Gefion og CVI.
En af danmarkshistoriens mest omtalte bedrageri-sager hvilede alene på
falske PFA-garantier til 3,6 milliarder kroner, og det endte med lange
fængselsstraffe til både Trads og Thorsen. Byggematadoren faldt fra
tinderne, men den trinde Thorsen fremstod med sit drengede smil og
uopslidelige humør som en folkekær forbryder a la Egon Olsen. Selv efter
dommen i landsretten havde Thorsen overskud, da han udtrykte det fromme
ønske om lov til at afsone sin straf på hotel d'Angleterre. Både Thorsen
og Trads er i dag løsladte fra fængslet, og Thorsen forøger et comeback
som byggematador.
Barings Bank (1995)
I 1995 bugner alverdens avisforsider af den sensationelle nyhed om
Barings Banks, der over night er blevet ruineret af en enkelt mands
spekulationer. Det var børshandleren Nick Leeson, der egenhændigt bragte en
af verdens ældste private banker til fald og tilliden til det internationale
pengemarked i knæ.
Nick Leeson handlede med futures-kontrakter i stor stil på det japanske
Nikkei-indeks. Handlen giver mulighed for stor gevinst, men endnu større
tab. I starten syntes Leeson ufejlbarlig, men overskuddene er forfalskede og
dækker over enorme tab, der bekvemt dirigeres ind på konto 88888, som ingen
i det britiske moderselskab kender til. For at tjene tabet ind øger Leeson
indsatsen i en desperat spekulationsmanøvre, men markedet udvikler sig stik
modsat. Konto 88888 er snart negativt med ikke mindre end £827 millioner.
Den 23. februar 1995 flygter en desperat Leeson fra kontoret i Singapore og
efterlader kun en seddel med ordene: "I'm Sorry." Han gemmer sig
på luksusressort på Borneo, men fanges senere og udleveres til Singapore,
hvor han idømmes 6½ års fængsel for dokumentfalsk og bedrageri. Nick
Leeson er i dag løsladt før tid, og har siden tjent millioner på bøger,
film og foredrag om sine skandaløse meritter. Kuratorerne i konkursboet –
der selv fakturerer 6.000 kroner i timen for deres arbejde – har i praksis
opgivet at inddrage pengene.
Finansielle instrumenter og it-boblen
Da Barings bank kollapsede forsøgte flere banker at nedtone risiciene
ved derivathandelen. De store tab skyldtes alene manglende kontrolsystemer og
havde intet at gøre med de nye finansielle handelsmuligheder. Men Nick
Leeson var ikke den første, der tabte stort på handel med finansielle
instrumenter. Den engelske National Westminister Bank tabte over $80
millioner. Deutsche Bank tabte $15 millioner og afskedigede en trader i marts
1995. Union Bank of Switzerland tabte $240 millioner på handel med
avancerede aktieoptioner, og endnu værre gik det i Japan. Her tabte Sumitomo
Corporation $2,6 milliarder på derivathandel med kobber, og hos Daiwa Bank
tabte en enkelt mægler $1,1 milliarder i perioden 1984-1995. I disse sager
manglede de interne kontrolsystemer til at stoppe en mægler, der foretog
stadig større indsatser uden ledelsens viden eller accept.
Børsen blev et tag-selv-bord af store bonusser for børsmæglere og andre
godtfolk, der pustede varm luft i aktieballonen. En af de største stjerner
på børshimlen i de glade dotcom-dage var amerikaneren Frank Quattrone, der
bragte selskaber som Cisco Systems, Netscape Communications og Amazon.com på
børsen.. Sammenlagt førte Quattrone og hans team 138 IT-selskaber på
børsen i perioden 1998-2000. Quattrone selv blev udråbt til den højst
betalte person på Wall Street i slutningen af 1990erne med en årsløn på
$100 millioner.
Den afsindige
aflønning og de høje aktiekurser punkterede kort efter at 1990erne var
blevet til år 2000. Her stod skandalerne i kø mens selskaber som Enron, MCI
Worldcom, boo.com, i-data, 2M invest og Memory Card Technology trak
forsideoverskrifterne. Men det er en helt anden historie.
|
|
Kejserens
Nye Klæder
Indhold: erhvervsskandaler og aktiebobler.
Forfatter: Søren Ellemose
Omfang: 336 sider
Udgivet: 27. april 2005
Køb
bogen her

Erhvervslivets leksikon
Elex.dk er dansk og international erhvervsliv gennem århundreder.
Her findes portrætter, biografier, tidslinier og stamdata for de største
virksomheder.
Bliv klogere på penge, ledelse og investeringer.
Nyhedsbrev
Få direkte besked om nye profiler, biografier og temaer.
Andre
læser også
Verdens største virksomheder
Tema om finanskrisen
Bang & Olufsen
Rejsekongen Simon Spies
Dansk Supermarked A/S
Skibsreder Per Henriksen
Oticon - William Demant
Links til A.P. Møller-Mærsk
Wall Street krakket 1929
Wall Street krakket 1987
Nick Leeson og Barings Bank
Charles Ponzi fidusen
Nordisk Fjer skandalen
Jydekompagniet
Memory Card Technology
Tulipan Krakket
|