Nicholas William Leeson voksede op i en forstad til London, hvor han ikke klarede sig overvældende godt i skolen. Efter high school arbejdede Leeson kortvarigt for flere finanshuse, inden han kom til Barings Merchant Bank, der var Londons ældste bank, grundlagt i 1763.

Efter noget tid blev Nick Leeson overflyttet til Fjernøsten. Her blev han sat til at rydde op i firmaets kontor i Jakarta, Indonesien, hvilket sker til ledelsens tilfredshed og med en forfremmelse til følge.

Barings Bank havde kontor i Singapore, der handlede på Singapore Monetary Exchange (SIMEX). I 1992 blev Nick Leeson overflyttet til Singapore, hvor han blev leder af den noget rutineprægede handel i arbitrage-afdelingen, hvor man udnyttede de små prisforskelle, der var på handel med Nikkei 225 futures-kontrakter ved henholdsvis SIMEX og den japanske Osaka-børs. Var prisen lavere i Singapore, købte Leeson dér og solgte i Osaka – og omvendt. Denne arbitrage var hverken særlig risikabel eller sofistikeret, og hovedkontoret i London anså det ikke for nødvendigt at føre en striks kontrol med Singapore.

I begyndelsen af 1990erne stod Fjernøstens tigerøkonomier på spring, og Nick Leeson forstod sig på handelen med futures. Ikke fordi han havde de rigtige
forbindelser eller uddannelse; men måske mest fordi han havde det rigtige smil på læberne og fordi hans overordnede ikke forstod denne nye form for global handel, der kunne skabe flere penge, end man turde drømme om på direktionsgangene.
Drivkraften var ikke umiddelbart penge, men personlig hæder, som Leeson
ønskede mere end noget andet.

Leeson opbyggede spekulative positioner i futures, der primært var baseret på udviklingen i Nikkei 225 og japanske statsobligationer. På børsen opererede Leeson med en naiv, men tøjlesløs entusiasme. I handler med futures betales kun en lille del af det handlede beløb, hvilket giver mulighed for stor gevinst, men også for store tab.

Leeson syntes dog at være ufejlbarlig. Alene i 1993 tjente han mere end 10 millioner pund til Barings Bank. Hans løn og bonus steg tilsvarende – et år modtog han en bonus på 130.000 pund ud over sin faste løn på 50.000 pund. Tilsyneladende tjente Nick Leeson millioner til sin arbejdsgiver, men i virkeligheden var overskuddene forfalskede og dækkede over enorme tab.

Konto 88888
En af Leesons unge assistenter kom på et tidspunkt til at sælge 20 futures-kontrakter
i stedet for at købe og fik dermed et tab. For at skjule det oprettede Leeson en særlig tabskonto 88888, der ikke var forbundet til bankens øvrige computersystemer, og på den måde kunne det første beskedne tab på 30.000 pund holdes skjult.

For at tjene tabet ind begyndte Leeson at spille på markedet for futures, og da det gav gevinst, begyndte han at satse i stadig større stil. Men denne gang uden held.

På hovedkontoret i London var man blevet betænkelig på grund af pengestrømmen og reviderede flere gange koncernens interne regler. Alligevel var ingen
for alvor bekymrede over afvigelserne, fordi Leeson tjente penge i et omfang, som ingen havde set før.

Handlerne indbragte snart en femtedel af bankens totale indtjening, og Leeson blev kaldt vekselerernes konge. Sandheden var , at han i virkeligheden gemte massive tab af vejen og konstant hævede indsatsen i håb om at vinde det tabte tilbage.

Markedet er imod
I 1994 vendte markedet sig for alvor imod Leeson, hvis held var sluppet op. Alle tab blev anbragt på korrektionskonto 88888, som hverken den interne eller eksterne revision opdagede. Og i strid med al god bankskik attesterede Nick Leeson selv de transaktioner, han foretog for Barings Bank.

De stadig mere komplicerede produkter affødte krav om skærpet intern kontrol i den finansielle sektor. Sikkerheden kunne øges ved at adskille dem, der
handlede, dem, der bogførte, og dem, der kontrollerede indgåede handler. Det skete bare ikke hos Barings Bank i Singapore. Her udførte, kontrollerede og godkendte Leeson selv det hele. Dermed kunne han handle på både kundernes og bankens vegne og efter børslukketid fungere som sin egen bogholder og kontrollant.

Leeson tabte penge på sine spekulationer og skulle derfor betale marginbeløbet, altså prisforskellen mellem købs- og salgsprisen på aktiverne på det tidspunkt, hvor kontrakten udløber – og det krævede store kontante beløb. Dem fik Leeson overført fra London ved at forfalske dokumenter og påstå, at han betalte beløbene på vegne af klienter. I virkeligheden forbød reglerne på SIMEX specifikt, at bankerne måtte betale marginbeløb på vegne af klienter. Og selv hvis påstanden havde været korrekt, ville beløbene i givet fald kun skulle bruges midlertidigt. Men Leeson tilbageførte ikke pengene, der jo var tabt.

Det tilsyneladende overskud blev skabt, ved at han handlede futures-kontrakter
mellem tre andre konti og fejlkontoen. I de tre offentlige konti steg overskuddene,
mens underskuddet blev akkumuleret på konto 88888, der ved udgangen af 1992 var negativ med omkring 2 millioner pund – et beløb, der var eksploderet til 208 millioner pund to år senere. Ledelsen troede derimod, at Singapore-afdelingen havde tjent næsten 30 millioner pund i 1994 og udbetalte derfor Leeson en bonus på 680.000 pund.

I desperation over den højrøde bundlinje på korrektionskontoen øgede Leeson indsatsen. Via call og put-optioner spekulerede han i, at det japanske aktiemarked ikke ville bevæge sig ret meget. Hvis markedet holdt sig i ro, ville optionerne ikke blive indløst. Umiddelbart forekom denne antagelse rimelig, eftersom den japanske økonomi var ved at komme sig efter 30 måneders recession. Men i januar 1995 blev Kobe ramt af et kraftigt jordskælv, og Nikkei-indekset tabte 7 procent på en uge.

Tabene hobede sig op, og Leeson bad London om ekstra midler. I et desperat forsøg på at indhente det tabte øgede han atter indsatsen ved at opkøbe store mængder af Nikkei 225 futures, i den formodning at aktiemarkedet ville bevæge sig opad efter jordskælvet. Over de næste tre måneder købte han mere end 20.000 futures-kontrakter til omkring 180.000 pund pr. stk., og i begyndelsen af februar rettede aktierne sig da også.

Hvis kurserne havde holdt deres niveau, ville Leeson ”kun” have tabt et par hundrede millioner pund. Det ville være et meget stort tab for banken, men ikke katastrofalt. På dette tidspunkt havde Leeson satset 7 milliarder pund på, at de japanske aktier ville stige, og 22 milliarder pund på, at de japanske obligationer ville falde. Med så en stor indsats ville blot små ændringer i Leesons favør tjene hele tabet hjem igen. Uheldigvis for Leeson – og skæbnesvangert for Barings Bank – faldt aktierne, og obligationerne steg. Sammenlagt stod Leeson for halvdelen af handlen med futures-kontrakter baseret på Nikkei 225 i Singapore, men kunne ikke påvirke markedet, der spekulerede imod ham.

Fra flugt og fængsel til film og formue
Den 23. februar 1995 gik det op for ledelsen i London, at den unge afdelingsleder i Singapore havde pådraget banken et katastrofalt tab. Leeson, der var hoppet på flyet til Kuala Lumpur, efterlod en hurtigt nedkradset seddel med ordene: I’m sorry på sit skrivebord.

Konto 88888 var på dette tidspunkt negativ med 827 millioner pund, og Leeson forventede med god grund fængselsstraf. Da han ikke ønskede at afsone i et fjernøstligt fængsel, flygtede han til et ferieområde i Borneo, siden til Frankfurt, hvorfra det tyske politi udleverede ham til Singapore. Og i december 1995 blev han idømt seks et halvt års fængsel for dokumentfalsk og bedrageri.

Leeson blev skilt og fik konstateret kræft under sit fængselsophold, men er i
dag erklæret rask. Han blev løsladt på grund af god opførsel allerede i juli 1999 og vendte tilbage til Storbritannien.

I 2002 fik en af bankens lokale revisorer frataget sin statsautorisation i 12 måneder, men ellers var det reelt kun Nick Leeson, der blev stillet til ansvar for spekulationerne. Efter løsladelsen tjente Nick Leeson store summer ved foredrag og tv-optræden, og under fængselsopholdet havde han i 1997 udgivet selvbiografien ”Rogue
Trader”, hvor han påtog sig det fulde ansvar for de fejlslagne spekulationer, men fastholdt, at han aldrig kunne have fået de massive tab uden den lemfældige interne revision og kontrol i Barings Bank.

Bogen blev senere filmatiseret, og Leeson tjente godt på filmrettighederne. Hertil kommer anslået 50.000 pund fra salg af bøger og omkring det tredobbelte for avisrettigheder. Så trods fængselsstraffen blev han både rig og berømt på sine spekulationsforretninger.

For Barings Bank forholdt det sig noget anderledes. Leeson havde oparbejdet
en gæld på 1,4 milliarder pund, hvilket langt oversteg bankens egenkapital, og aktionærerne tabte alle deres penge. Bankens ledelse holdt krisemøde med Bank of England, der dog ikke ville kaste en redningskrans ud, så Barings Bank gik i betalingsstandsning den 26. februar 1995. 1.200 ansatte mistede deres job, og mange topchefer, der havde fejlet i deres kontrol af Leeson, tog enten selv deres afsked eller blev fyret.

Den hollandske International Nederlanden Groep Bank overtog Barings Bank og dens forpligtelser for den symbolske sum af 1 pund. Efter 233 år var det dermed slut for en bank, der havde deltaget i finansieringen af Napoleonskrigene. Men banken var måske ikke helt uden skyld. Et internt memo fra 1993 advarede mod Leesons dobbeltrolle, hvor han både handlede, effektuerede og kontrollerede, med ordene: We are in danger of setting up a system that will prove disastrous.

Det blev katastrofalt.

Da Barings bank kollapsede forsøgte flere banker at nedtone risiciene ved derivathandelen. De store tab skyldtes alene manglende kontrolsystemer og havde intet at gøre med de nye finansielle handelsmuligheder. Men Nick Leeson var ikke den første, der tabte stort på handel med finansielle instrumenter. Den engelske National Westminister Bank tabte over $80 millioner. Deutsche Bank tabte $15 millioner og afskedigede en trader i marts 1995. Union Bank of Switzerland tabte $240 millioner på handel med avancerede aktieoptioner, og endnu værre gik det i Japan. Her tabte Sumitomo Corporation $2,6 milliarder på derivathandel med kobber, og hos Daiwa Bank tabte en enkelt mægler $1,1 milliarder i perioden 1984-1995. I disse sager manglede de interne kontrolsystemer til at stoppe en mægler, der foretog stadig større indsatser uden ledelsens viden eller accept.

Kejserens Nye Klæder
Indhold: erhvervsskandaler og aktiebobler.
Forfatter: Søren Ellemose
Omfang: 336 sider
Udgivet: 27. april 2005
Køb bogen her

Erhvervslivets leksikon