Kejserens Nye Klæder - når
verden vil bedrages
NYT! Bogen er udsolgt
fra forlaget men kan købes direkte for 299,- inklusive moms og forsendelse ved
henvendelse til på soren@elex.dk.
Den øjeblikkelige uro
og tumult på alverdens finansielle markeder er desværre en bekræftelse på,
at investorer har meget svært ved at lære af historien. Tilsyneladende vil
verden bedrages, og det bliver den så ...
Aktiebobler og
finansielle rutscheture er langt fra noget nyt.
Allerede i 1837 afslørede
H.C. Andersen, hvor let vi lader os bedrage. Men både før og siden har vi
ladet os lokke af luftkasteller. Eller af overvurderede udsigter til en
risikofri investering.
Grådighed, forfængelighed,
overmod og svindel er derfor også afgørende ingredienser i denne moderne
udgave af "Kejserens nye klæder", hvor læseren bliver taget med på
en gysertur gennem 400 års erhvervsskandaler.
Og der er mange af dem.
Fordi alt fra tulipanløg til internettet gennem tiderne har kunnet få håbefulde
investorer til at løbe en alt for stor risiko. Eller få driftige
forretningsfolk til at tro for meget og for længe på deres egen idé.
Bogen prikker hul på både
danske og internationale bobler. Fra krakkene i Wall Street til
Landmandsbankens nedtur. Fra i-data til 2M Invest. Fra Accumulator Invest til
Hafnia. Fra danske Dagen til amerikanske Enron. Fra guldgravere til selskabstømmere.
Og "Kejserens nye klæder" afslører tankevækkende fælles træk i
mange af skandalerne - og ikke mindst hos personerne bag.
Resultatet er en
medrivende og vedkommende tour-de-force med advarsler og gode råd til alle,
der nogensinde har investeret penge i en umiddelbart god idé - eller
overvejer at gøre det.
ANMELDELSER
"Den bog er svær at lægge fra sig. Undlader man at kigge i
indholdsfortegnelsen først, men bare læser forfra, næsten begejstres man i
genkendelsens glæde over alle skandalerne. Dem, man har læst om og især
dem, man har hørt om i ens egen tid. Nå ja, den var der jo også og så den
næste, som man helt havde glemt, men som man glæder sig til at få
repeteret og især at få serveret, så man får den rette sammenhæng.
... Søren Ellemose har fået en god ide med at skrive denne bog. Den er en
oplagt gaveide til en bred kreds af erhvervsfolk og en kreds meget videre.
For mange mennesker er interesseret i erhvervsliv, måske fordi de har
aktier.
Bogen er spændende som en kriminalroman, men her er det sket i
virkeligheden."
Jens Graff, ErhvervsBladet, 19. maj 2005
"Vi bliver ikke klogere, fremtiden vil bringe lige så mange skandaler
som hidtil. Vi vil så gerne tro, at det er muligt at tjene store penge uden
risiko, og vi vil så gerne tro på virksomhedsledere, der med
"geniale" strategier stiller os guld og grønne skove i udsigt. Vi
har så svært ved at stoppe, mens legen er god, og vi vil nødigt sælge
aktier, som ligger under den pris, vi købte til.
Det er spændende læsning, en udmærket afbalancering over for de mange
succeshistorier, vi ellers læser om.
... vil klart anbefale bogen til læsning, den er ikke kedelig, (en stor
kvalitet), og man kan i beretningerne fornemme, hvordan mange skandaler
begynder med ønsket om penge og magt og derpå går over i angsten for at
miste sin identitet som succesrig erhvervsmand (alle de omtalte er mænd).
Der er kort fra succes til fallit i erhvervslivet. Det er på den anden side
det, der gør det spændende. Og så er der et stikordsregister, det øger
anvendeligheden."
Rolf Jensen, Dream Company as, anmeldt i Jylland-Posten, 11. maj 2005
"Søren Ellemose, der tidligere har skrevet to særdeles sobre bøger om
A.P. Møller Mærsk, har pløjet sig gennem ikke færre end 400 års
erhvervsskandaler i ind- og udland.
Ellemose fortæller - oftest meget levende - hvad der skete, hvordan sagerne
udviklede sig - og hvordan sagerne sluttede.
Det er rart og nyttigt endelig at få et sted, hvor så mange af sagerne i en
fart kan slås efter, selvom der bestemt er store skandaler, især uden for
Danmark og den engelsktalende verden, som savnes."
Eigil Evert, Berlingske Tidende, 27. april 2005
Hvis man læser forfatteren og civiløkonomen Søren Ellemoses glimrende, nye
bog, "Kejserens nye klæder," der over flere end 330 sider
beskriver 400 års erhvervsskandaler, bliver man ikke opløftet på sine
medmenneskers vegne.
Søren Ellemoses godt disponerede bog tager læseren med på en historisk
ekskursion fra tulipan-hysteriet i Holland i 1600-tallet over Charles Ponzis
svindel med svarportokuponer i begyndelsen af det 20. århundrede til børskrakkene
i 1929, 1987 og 2000."
Dag Holmstad, Jyllands-Posten, 24. april 2005
|
|
Kejserens
Nye Klæder
Indhold: erhvervsskandaler og aktiebobler.
Forfatter: Søren
Ellemose
Omfang: 336 sider
Udgivet: 27. april 2005
NYT!: Bogen er udsolgt fra forlaget
men kan købes direkte på soren@elex.dk
for 299,- inkl. porto.

Erhvervslivets leksikon
Elex.dk er dansk og international erhvervsliv gennem århundreder.
Her findes portrætter, biografier, tidslinier og stamdata for de største
virksomheder.
Bliv klogere på penge, ledelse og investeringer.
Nyhedsbrev
Få direkte besked om nye profiler, biografier og temaer.
|