Ny butikskæde vil omsætte for milliarder

Danmarks største detailhandelskoncern, Dansk Supermarked A/S, lancerer helt ny butikskæde efter to års forarbejde. De første butikker åbner officielt i marts 2009, men allerede nu er kæden tyvstartet.  Planen om 50-60 nye butikker kan øge omsætningen i Danmarks største detailhandelskoncern med 4-6 milliarder kroner.

I foråret 2007 annoncerede Dansk Supermarkeds koncernchef Erling Jensen planerne om at åbne en helt ny butikskæde. Den officielle lancering er sat til foråret 2009, men allerede nu kan interesserede få en forsmag på den nye kæde af supermarkeder under navnet føtex food.

Det eksisterende føtex varehus i Skæring nord for Århus er nemlig blevet bygget om og har reelt allerede slået dørene op som den første butik i den nye kæde. Her gik håndværkerne i efteråret 2008 i gang med en omfattende ombygning og renovering af den eksisterende butik med særlig fokus på delikatessen, slagterafdelingen samt køle- og fryseområderne.

Den nye butik blev afleveret inden julehandelen 2008, så reelt tyvstartede beboerne i Skæring indkøbene i Danmarks første føtex food, hvor der tilbydes et bredt og dybt udvalg af fødevarer. Føtex food satser på en selvstændig profil med top-kvalitet, unikke produkter og højt serviceniveau.

Inden udgangen af 2009 forventes i alt 6 butikker under føtex food navnet, og på længere sigt er målsætningen 50-60 butikker. Udbygningshastigheden er i høj grad afhængig af lejemål. Føtex food supermarkederne skal nemlig alle have attraktive placeringer i cityområder, butikscentre eller stationsområder.

"Vi vil udbygge med så mange butikker, som vi kan, men vi vil ikke gå på kompromis med beliggenheden. En attraktiv placering i et tætbefolket område bliver afgørende for den nye kædes succes," siger informationschef Erik Eisenberg fra Dansk Supermarked A/S.

Flere af de kommende føtex food supermarkeder er ombygninger af eksisterende føtex butikker, der er for små til at være varehuse. Ved ombygningen af det gamle føtex i Guldsmedgade mærkes historiens vingesus måske særligt tydeligt for Dansk Supermarked. Det var nemlig denne butik, som Herman Salling i 1960 etablerede som den første føtex forretning. Her fik de danske forbrugere en helt ny butikstype, hvor man kunne købe både fødevarer og isenkram- og textilvarer under samme tag. Den succes, man hermed havde skabt, blev grundlaget for Dansk Supermarked.

Ombygningen af føtex til føtex food i Guldsmedgade ventes klar om få uger.

En anden ombygning gælder føtex i M.P.  Bruunsgade i Århus, hvor butikken ændres til det nye supermarkedskoncept og samtidig får 400 kvadratmeter ekstra via overtagelse af et tilstødende lejemål fra en sparekasse.

Også i Aalborg er man ved at være klar til at slå dørene op for føtex food. Her overtog Dansk Supermarked ved årsskiftet SuperBest supermarkedet i Hasseriis, og her er man netop nu ved at renovere og ombygge supermarkedet, der åbner som føtex food om få uger.

Også en eksisterende føtex i Amagercentret skal ombygges, mens den første nyopførte butik åbner i juni 2009 i Odder syd for Århus. Her er håndværkerne ved at bygge en helt ny butik med 1.580 kvadratmeter butiksareal og tagparkering. Dansk Supermarked har tillige udtryk ønske om lov til at opføre føtex food supermarked i Skagen og Hørsholm, men er er der ikke taget endelig beslutning af de respektive kommuner.

Kommende butikker i føtex food
- Skæring (Århus) - ombygning af eksisterende føtex
- Guldsmedgade (Århus) - ombygning af eksisterende føtex
- M.P. Bruunsgade (Århus) - ombygning af eksisterende føtex
- Hasseriis (Aalborg) - nyt lejemål
- Amagercentret - ombygning af eksisterende føtex
- Odder - nyopført butik

Dansk Supermarked er som andre begyndt at mærke den afdæmpede forbrugsudvikling primært på dagligvarer samt den fortsat hårde konkurrence, men ifølge informationschefen har den aktuelle finanskrise ikke haft indflydelse på føtex food supermarkederne eller ekspansionshastigheden. På hovedsædet er man ikke tvivl om, at den nye kæde vil blive en succes, også selvom kampen om de kvalitetsbevidste forbrugere uden tvivl skærpes.

De nye supermarkeder får en typisk forretningsstørrelse på 1000-1500 kvadratmeter og omkring 100 ansatte. Til sammenligning er et føtex varehus på op til 3500 kvadratmeter og har tre gange så mange ansatte.

Dansk Supermarked holder traditionen tro de økonomiske oplysninger tæt til kroppen, og informationschefen ønsker ikke at kommentere på tal. Ifølge eksterne oplysninger er det dog estimeret, at de nye supermarkeder skal omsætte for 80-100 millioner kroner årligt. Med et foreløbig mål på 50-60 butikker svarer det til en meromsætning for Dansk Supermarked på 4-6 milliarder kroner.

Målsætningen for almindelige føtex butikker i Danmark er fortsat 100, så her kan forbrugerne ser frem til etablering af yderligere omkring 25 varehuse.

 

Fakta
Dansk Supermarked A/S
Bjødstrupvej 18
8270 Højbjerg
www.dsg.dk

Milepæle
1906: Salling Århus
1919: Herman Salling fødes
1960: Føtex
1964: Salling Aalborg
1964: Dansk Supermarked A/S
1970: Bilka
1981: Netto
1990: Netto UK
1990: Netto Tyskland
1995: Netto Polen
2000: Erling Jensen koncerndirektør
2002: Netto Sverige
2005: Koncerndannelse
2006: Herman Salling dør
2007: Ændring i ejerstruktur
2009: Føtex Food lanceres

Anbefalet læsning
Titel: Giganten
Forfatter: Søren Ellemose
Udgivet: 2006

Erhvervslivets leksikon

Elex.dk er dansk og international erhvervsliv gennem århundreder.

Her findes portrætter, biografier, tidslinier og stamdata for de største virksomheder.

Bliv klogere på penge, ledelse og investeringer.

Nyhedsbrev
Få direkte besked om nye profiler, biografier og temaer.