| FLSmidth - et eventyr i cement En af Danmarks største virksomheder er cementkoncernen FLSmidth A/S. Det hele startede med en lotterigevinst på 2.000 kroner Den store lotterigevinst Verner Frederik Læssøe Smidth (1850-1899) fødes i Kerteminde og vokser op i Skive som søn af byfoged og senere borgmester, Edvard Smidth. Efter endt læretid hos A.F. Bergs Maskinværksted i Randers, søger Frederik til København, hvor han i fritiden følger udvalgte lektioner på Polyteknisk Læreanstalt. Frederik er dog udpræget praktiker og søger i 1873 til udlandet, hvor han kommer til en virksomhed, der fremstiller drejebænke. I 1875 får Frederik ansættelse som konstruktør og teknisk leder for maskinfabrikken "H. Rudolph Koefoed & Co.", men tilskyndes efterhånden fra flere sider i at blive selvstændig. Med en opsparing på 2.000 kr. begynder den unge Smidth at søge kunder til sit nystartede "Teknisk Bureau", der officielt starter 2. januar 1882 i moderens lejlighed på Frederiksberg. Umiddelbart ser det ikke opmuntrende ud med kunder, men skæbnen vil da at spareskillingerne fordobles af en klasselotterigevinst på 2.000 kr. Disse penge satser Smidth kort efter på en rejse gennem det daværende Østrig-Ungarn og Tyskland. Da Smidth returnerer til Danmark, har han hjembragt en ordre på at rådgive om købet af en papirmaskine. Dermed kan et af Danmarks største industrieventyr tage sin begyndelse. I starten bestod arbejdet mestendels i at handle med dampkedler og at rådgive firmaer, der stod for at anlægge teglværker eller opføre pakhuse. De tre partnere Som eneste mand i firmaet virkede Frederik Smidth i starten som både ingeniør, salgschef og kontorist. I takt med forretningens vækst ansattes i juli 1884 ingeniøren Poul Larsen (1859-), som han kender fra timer på Polyteknisk. I 1885 anbefaler Larsen at man ansætter en af virksomhedens kunder, teglværksingeniør Alexander Foss (1858-1925). Dermed er et trekløver etableret, der med dygtighed og arbejdsomhed driver virksomheden frem. I 1885 ændres virksomhedens navn til "F.L. Smidth & Co." efter stifteren, skønt det blev en udbredt misforståelse i offentligheden, at virksomhedens navn stod for Foss Larsen Smidth. Alexander Foss var født
i Viborg, men kom snart til København, hvor han tog studentereksamen med
udmærkelse og blev ingeniør fra Polyteknisk Læreanstalt. Alexander Foss
havde knyttet stærke venskabsbånd med Poul Larsen, og det var Larsen, der
anbefalede Foss som en værdifuld medarbejder til Smidth. Foss gjorde sig
ikke mindst bemærket med sine fremragende evner til at forhandle med
udenlandske kunder. Sprogtalentet gjorde god nytte, da Foss ikke blot talte
flydende engelsk, tysk og fransk, men tillige kunne gøre sig forståelig på
russisk. Foss var en betydelig skikkelse inden for dansk industri, og blev
ofte taget med på råd i anliggender for industri og handel under de
vanskelige kår under 1. Verdenskrig. Foss sled sig selv op under den store
arbejdsbyrde, og var i årene indtil sin død i 1925, alvorligt syg. I
denne periode manifesterede Poul Larsen sig som leder af virksomheden.
Allerede i drengeårene markerede Larsen sig som praktisk og fingernem af
natur, ligesom et handelstalent var tilstede. Smidth fandt det tankevækkende, at man importerede næsten al cement, endskønt Danmark besad såvel kalk som ler til fremstillingen. Smidth havde udset sig en storartet grund ved Aalborg, hvor kridtklinkerne vendte lige ud mod Limfjorden, ligesom der var udmærket ler i nærheden. Den nødvendige aktiekapital blev rejst og den 16. oktober 1889 stiftedes Aktieselskabet Aalborg Portland-Cement-Fabrik. Dette betød samtidig et skifte fra et hidtidige fokus på teglværker. Nu sattes kræfterne ind på at forbedre cementindustrien med konstruktion af nye og bedre maskiner. I starten lod virksomheden sine maskiner fremstille på mange forskellige værksteder, men i 1898 opførte man egen maskinfabrik i Valby. Blot et år senere døde Smidth pludseligt, hvorefter Larsen og Foss overtog ledelsen. Efter afslutningen af 1. Verdenskrig i november 1918 blev Foss syg og måtte opgive sit arbejde. Derefter stod Larsen alene tilbage med ledelsen af den stadig voksende virksomhed, der op gennem 1920erne og 1930erne gik indi virksomheder som Unicon, Bates, Faxe Kalk, Dansk Eternit, Dan Transport og Forenede Assurandører. Med sin internationale orientering blev F.L. Smidth ramt hårdt af de to verdenskrige. Under 2. Verdenskrig var hovedkontoret således fuldstændig afskåret fra udlandet. Man gav dog ikke op af den grund, og man kastede sig ivrigt over tørveproduktion, udvinding af naturgas og fremstilling af råjern, hvorved det lykkedes at undgå afskedigelser i virksomheden. Allerede før udbruddet af 2. Verdenskrig havde man for en sikkerheds skyld sendt i tusindvis af tegninger af maskiner til New York, og flyttet en del af personalet og deres familier til USA. Da krigen blev en kendsgerning kunne arbejdet derfor fortsætte ufortrødent. Fem forretningsområder I løbet af 1990erne
udvikler FLS Miljø og især FLS Aerospace sig trods opkøb til en ringe
forretning med samlede tab alene i flydelen på hen ved 2 mia. kr. frem til
2002. I april 2000 afskedigede bestyrelsen koncernchefen gennem 13 år,
Birger Riisager, på grund af uenighed om strategien. Man havde ellers netop
afleveret et rekordregnskab for 1999, der viste et overskud efter skat på
2.540 mio. kr. Det gode resultat skyldes dog engangsindtægter fra salg af
NKT Holding og DanTransport, hvor sidstnævnte solgtes for 5 mia. kr. I september 2003 tilkendegav et konsortium med Jan Bonde Nielsen i spidsen, at man overvejede et opkøb af Potagua og FLS. Bestyrelsen arbejder dog fortsat med sin egen plan for omstrukturering af FLS Industries. Det betød fokus udelukkende på ingeniør-virksomhed i F.L. Smidth og byggematerialer i FLS Building Materials. Derimod lukkedes FLS Miljø nedlukkes og FLS Aerospace blev solgt i februar 2004. Køberen af FLS Aerospace blev det schweiziske SR Technics, der betalte omkring 350 mio. kr. I august 2004 solgtes Aalborg Portland og Unicon for 4,4 mia. kr. til italienske Cementir. Med salget nåede FLS et stort skridt videre i sin koncentration om ingeniørforretningen med bygning af fabrikker til cement- og mineralindustrien. Opsplitningen Ejerfamilierne havde i december 2001 meddelt at man ønskede at afvikle ejerskabet, fordi man ikke på sigt ville være den ideelle hovedaktionær for FLS koncernen. Konsekvensen kom i december 2004, da man fremlagde planer for at opdele Potagua i tre nye selskaber. Ved opdelingen blev der gjort klart til et salg af FLS - og en generel afnotering af hele koncernen. Til afviklingen
splittes koncernen op i tre nye selskaber i form af Potagua FLS med 45,5% af
FLS-aktierne, Potagua Kapital, der vil eje 20% NKT, samt ejendomsselskabet
Potagua Højkol. Hensigten er at gøre hele koncernens struktur mere
overskuelig og dermed øge chancerne for et salg af FLS Industries. I foråret 2007 opkøbte FLSmidth alle mineralaktiviteter fra det canadiske selskab Groupe Laperrière & Verreault (GL&V) for 4,8 milliarder kroner. Opkøbet af GL&V realierede en målsætning om at gøre mineralaktiviteterne så store, at de kunne matche cementaktiviteterne i FLSmidt. Siden da har FLSmidth
& Co. A/S været moderselskabet i koncernen, der nu fokuserer på
systemer og produktion til cement- og mineral-industrien. |
Fakta Ledelse Milepæle Anbefalet
læsning Erhvervslivets leksikon Elex.dk er dansk og international erhvervsliv gennem århundreder. Her findes portrætter, biografier, tidslinier og stamdata for de største virksomheder. Bliv klogere på penge, ledelse og investeringer. Nyhedsbrev |
|
| Regnskabsoplysninger FLSmidth & Co. A/S | |||||
| Millioner kroner | 2003 | 2004 | 2005 | 2006 | 2007 |
| Omsætning | 8.939 | 10.597 | 10.250 | 12.311 | 19.967 |
| Primær drift | 136 | 142 | 558 | 966 | 2.100 |
| Nettoresultat | -2.548 | 151 | 476 | 1.132 | 1.294 |
| Egenkapital | 2.916 | 2.585 | 2.648 | 3.192 | 4.214 |
| Balance | 11.378 | 8.193 | 9.577 | 12.251 | 19.672 |
| Ansatte | 5.479 | 5.625 | 5.849 | 6.862 | 9.377 |