Flere unge bliver selvstændige – TEXTA er en af dem

textaHer på elex.dk skriver vi som bekendt oftest om store, danske virksomheder såsom Carlsberg og A.P. Møller Mærsk. I denne artikel vil vi dog give mikrofonen og rampelyset til en af de små virksomheder, som hverken kan prale af flere tusind ansatte eller en omsætning i milliardklassen, men som ikke desto mindre oplever en eksponentiel vækst på begge områder.

Undersøgelser fra DI viser nemlig, at flere unge end nogensinde før giver sig i kast med iværksætteri, og ifølge en analyse fra ASE er den største iværksætterlyst at finde blandt landets 18-29 årige. Dette skyldes dels et øget fokus på entreprenørskab i uddannelsessystemet, men også drømmen om større frihed og fleksibilitet.

TEXTA ApS, der ejes af tre studerende fra Aarhus, er et godt eksempel på netop denne udvikling. De tre ejere, Peter Kragh Lauritsen, Tim Knorborg Jensen og Kim Søgaard Nielsen, har siden september 2015 budt 13 deltidsansatte velkommen om bord i deres reklamebureau, der beskæftiger sig med content marketing og indholdsoptimering, og forventningerne for fremtiden er ganske ambitiøse. Omsætningen skal fordobles i 2017 og antallet af ansatte ligeså.

Men hvorfor har de tre unge valgt at springe ud som iværksættere sideløbende med deres studier, og hvad er det, der driver værket?

Et alternativt studiejob, der tog fart

Oprindeligt bestod TEXTA af fire studerende, men relativt hurtigt måtte nummer fire indse, at der ikke var tid til både studie, venner og familie, hvorfor virksomheden i dag ledes af de tre tilbageværende iværksættere, som alle læser på en videregående uddannelse ved siden af iværksætterprojektet.

De tre nuværende ejere var ikke helt uvante med iværksætteri, da TEXTA i efteråret 2015 så dagens lys, hvilket også var året, hvor de alle blev studenter fra den lokale handelsskole, som på sin vis var en katalysator for iværksætterlivet. Her havde de tre klassekammerater nemlig forsøgt sig med det første projekt, som dog ikke blev den succes, de havde håbet på. Efter flere forsøg på at overbevise lokale virksomheder måtte de tre venner kaste håndklædet i ringen og foreløbigt opgive drømmen. Projektet blev erstattet af sommerferie, kærester, nye uddannelser og studiejobs, men lysten til at være ”herre i eget hus” vedblev.

Iværksætterdrømmen var således sat på pause, men i efteråret 2015 blev man enige om at relancere det tidligere koncept, hvilket hurtigt viste sig at give pote. Blot 3 måneder senere havde omsætningen rundet den første milepæl, og efter godt og vel et halvt år blev der skrevet under på den første ansættelseskontrakt. Forhåbningen hos de tre stiftere var egentlig, at TEXTA skulle være et alternativ til det traditionelle studiejob, men i dag bruger de alle minimum 70 timer om ugen på alt fra bogføring til salg.

Mod på mere

Siden da har de tre unge iværksættere ikke set sig tilbage. På godt og vel et år er det blevet til 13 deltidsansatte og en årlig millionomsætning, men ambitionerne er ikke blevet mindre af den grund. Vækst, ansvaret for medarbejderne og kunderelationerne er blevet en fast del af drengenes hverdag, og det er noget, de ikke kan eller vil undvære. Derfor har de tre drenge da også flere brød i ovnen, og uden at ville afsløre for meget forklarer de, at deres eget engagement i TEXTA fremadrettet vil mindre.

Men hvordan kan man så sammenligne et projekt som TEXTA med virksomheder såsom vindmølleproducenten Vestas eller medicinalgiganten Novo Nordisk? Det kan man som udgangspunkt heller ikke, og selvom TEXTA er i progressiv vækst, er hele selskabets aktivitet bundet på drengenes egen indsats. Alt er nyt og det er modet på nye udfordringer, der driver iværksætterdrømmen. Men det betyder ikke, at de ikke stadigvæk en gang imellem må smide fløjlshandskerne og i stedet trække i den hvide skjorte. Selvom de hverken er børsnoteret eller for den sags skyld helt veletablerede – endnu – så får de fra tid til anden lov til at deltage i de lidt mere formelle kundemøder, hvorfor manden over for ikke bare er en forretningsmand, men også chef eller direktør i en større virksomhed.

Alt i alt har de tre midt- og vestjyder således fået blod på tanden for iværksætterlivet, og selvom det tager megen tid, mener de selv, at tiden på kontoret er lige så god, som hvis de havde fri og kunne slå sig løs – ja, måske endda bedre. Derfor er rådet fra de tre drenge da også, at iværksættereventyret bør være noget, alle bør overveje.

Mærsk Skibsrederen