Estemco A/S, 8. december 2008

I A.P. Møller-Mærsk gruppens vidtforgrenede selskabsnet indgår en række mindre familieaktieselskaber, der har spillet hver deres særlige rolle. Blandt disse er Estemco A/S, der indehaves af skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller og dennes tre døtre. Egenkapitalen nærmer sig 1 milliard.

Selskabet blev oprindeligt stiftet den 21. november 1970 ved kontant indbetaling af en aktiekapital på 3.550.000 kroner. Mærsk McKinney Møller var formand for bestyrelsen, der også talte den personlige assistent Lars-Erik Brenø samt skibsreder Jess Søderberg. Sidstnævnte udgjorde tillige selskabets direktion i en periode.

Selskabets eneste aktivitet var længe en aktiepost i de to børsnoterede dampskibsselskaber, D/S Svendborg og D/S af 1912. Aktiebeholdningens værdi var imidlertid ikke afspejlet i regnskabet, hvor de var bogført til anskaffelsespris og ikke den aktuelle dagskurs, der var betydeligt højere.

Estemcos reelle værdier kom frem i lyset med 2002-regnskabet, hvor aktierne for første gang var optaget til den aktuelle handelsværdi. Den var over ti gange så stor som den hidtil bogførte værdi. I 2001 var selskabets aktiebeholdning således bogført til 11,5 millioner kroner, men i 2002 blev den opjusteret til handelsværdien på 136 millioner kroner.

Baseret på udbyttebetalingerne gennem årene og den aktuelle børskurs kan antallet af aktier beregnes. Med udgangen af 2007 ejede selskabet godt 5.900 aktier i A.P. Møller-Mærsk A/S.

Ejerforholdene har af uvisse årsager været ganske omskiftelige. I 1980erne var Estemco A/S således ejet af Mærsk Mc-Kinney Møller med 64 procent, mens døtrene Leise Mærsk Mc-Kinney Møller, Kirsten Mærsk Mc-Kinney Olufsen og Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla hver ejede 12 procent.

Derpå fulgte en årrække i starten af det nye årtusinde, hvor Estemco A/S alene var ejet af skibsrederens tre døtre og ni børnebørn, men ikke af skibsrederen selv. Men i forbindelse med det længe planlagte og glidende generationsskifte i koncernen fik Estemco A/S i al stilfærdighed tilført betydelige midler. Dermed blev ejerforholdene også ændret. I dag er børnebørnene tilsyneladende købt ud, hvorimod skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller selv er trådt ind. Ifølge 2007-regnskabet er skibsrederen og hans tre døtre i hvert faldt de ejere med mindst 5 procent i selskabet, hvorimod børnebørnene ikke længere figurerer i aktionærfortegnelsen.

Ændringen af ejerforholdene skete i forbindelse med to kapitalforhøjelser i 2004. Den 1. november 2004 blev kapitalen forhøjet med godt 69 millioner kroner kontant, og præcis 14 dage senere blev selskabets kapital forhøjet med 157 millioner kroner kontant. Ifølge Jyllands-Posten havde Mærsk Mc-Kinney Møller selv indskudt 100 millioner kroner, mens skibsrederens døtre tilsammen indskød resten.

Ved kapitalforhøjelserne ændrede selskabet dets vedtægter, så det fremover kan investere i andet end A.P. Møller-Mærsk aktier. Det viste sig, da Estemco A/S i sommeren 2005 foretog yderligere en kapitalforhøjelse på 250 millioner kroner og derpå foretog et opkøb af aktier til en værdi af 687 millioner kroner. Præcise hvilke aktier, der er tale om, oplyses ikke.

Mærsk Mc-Kinney Møllers personlige assistent, direktør Lars-Erik Brenøe, der tillige er medlem af bestyrelsen i Estemco, ønskede ikke at fortælle om formålet med kapitalforhøjelserne. Der var tale om personlige investeringer, og dem udtaler man sig af princip ikke om.

Estemco A/S havde ifølge det netop aflagte 2007-regnskab en egenkapital på næsten 1 milliard kroner. Af disse stod der knap 15 millioner kroner kontant i banken, mens resten er investeret i aktier. Præcis hvilke aktier, der er investeret i, fremgår ikke af det seks sider korte regnskab. Det er dog værd at bemærke, at der er bogført 669 millioner kroner i aktier som omsætningsaktiver og yderligere 321 millioner i aktier som anlægsaktiver. Bogføringen af sidstnævnte som anlægsaktiver indikerer, at investeringen er mere permanent, og det drejer sig derfor formentlig om aktierne i A.P. Møller-Mærsk A/S.

I marts 2008 forlod Mærsk Mc-Kinney Møller bestyrelsen i Estemco A/S, hvor datteren Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla overtog formandsposten. I bestyrelsen sidder endvidere Lars-Erik Brenøe samt underdirektør Per Møller, mens advokat Christian Kledal er selskabets direktion.

Skønt der er tale om et familieselskab ses der stadig en tilknytning til koncernen. Den officielle hjemadresse for Estemco A/S er således Esplanaden 50, den samme som koncernens hovedsæde.

Estemco A/S
Esplanaden 50
1098 København K
Aktieselskabsregister: 44.884
CVR-nr. 36432128
Stiftet: 1970

 

Uddrag af "Hr. Møller"
Bogen om "Hr. Møller" udkom 27. oktober på forlaget Documentas. Klik her for at bestille bogen.

Fakta
A.P. Møller - Mærsk A/S
Esplanaden 50
1098 København K
Tlf. 33 63 33 63
Fax 33 63 41 08
www.maersk.dk

Ledelse
Adm. direktør: Nils Smedegaard Andersen
Bestyrelsesformand: Michael Pram Rasmussen

Milepæle
1904: A/S D/S Svendborg stiftes
1912: D/S af 1912 stiftes
1918: Lindøværftet etableres
1928: Maersk Line
1962: DUC etableres
1964: Dansk Supermarked
1970: Maersk Air stiftes
1970: Mærsk Data stiftes
1972: Oliefra Nordsøen
1984: Gas fra Nordsøen
1993: Køb af ØKs liniefart
1999: Køb af Sealand
2002: Køb af Torm Lines
2003: Fusion af dampskibsselskaberne
2003: Mærsk Mc-Kinney Møller afgår som bestyrelsesformand.
2004: Salg af Mærsk Data
2005: Køb af P&O Nedlloyd
2005: Køb af Kerr-McGee
2007: Jess Søderberg fratræder
2007: Nils Smedegaard Andersen ny koncernchef
2008: Operation streamLINE

Erhvervslivets leksikon

Elex.dk er dansk og international erhvervsliv gennem århundreder.

Her findes portrætter, biografier, tidslinier og stamdata for de største virksomheder.

Nyhedsbrev
Få direkte besked om nye profiler, biografier og temaer.