Ponzi-fidusen -
pyramidespillets fadder
Af søren Ellemose, Publiceret 21. september
2008, opdateret 15. december 2008
En ny stor
finansskandale har ramt USA. Der er tale om svindel for op imod 50
milliarder dollar, hvor Wall Street-ikonet Bernard Madoff afsløret via L.
Madoff Investment Securities har lovet investorer op til 12 procent i
afkast. Det høje afkast har vist sig primært at stamme fra nye investorer,
der har betalt de gamle investorer ud. Hele sagen minder i nærmest
uhyggelig grad om pyramidespillets fader, Charles K. Ponzi, der i 1920ernes
USA svindlede folk for millioner ved at love 50 procent i afkast.
Pyramidespillets
fader
Udsigten til at tjene penge på ingenting har altid besnæret nogle.
Pyramidespillets fader var Charles Ponzi, der lovede 50 procents forrentning
på 90 dage.
Ponzi blev født i 1882 i Italien, men tog i 1903 til Amerika, hvor han ifølge
sin egen udlægning ernærede sig ved forskellige småjob. I virkeligheden
blev Ponzi allerede i 1909 anholdt for bedrageri i forbindelse med en lokal
banks kollaps og idømt tre års fængsel. Siden rejste han til Boston, hvor
han fik idéen til et storslået svindelnummer.
Den 26. december 1919 åbnede Charles Ponzi vekselererkontoret The Securities
Exchange Company i Boston. Han måtte låne 200 dollars til sit
forretningseventyr, der snart havde 30 ansatte. Den hastige vækst skyldtes
det formidable produkt, som Ponzi annoncerede i de lokale aviser:
investeringsbeviser, der gav 50 procents forrentning på kun 90 dage.
Om forretningens grundlag fortalte Ponzi, at han nærmest tilfældigt var
snublet over en genial idé. Han ville udgive et eksportmagasin og skrev i
den forbindelse til en mand i Spanien, der sendte en international
svarportokupon. Den skulle Ponzi veksle til amerikanske frimærker, så han
kunne sende en publikation til Spanien. Prisen for en svarportokupon i
Spanien svarede ifølge Ponzi til 1 amerikansk cent.
Til gengæld fik han amerikanske frimærker for 6 cent. Idéen til noget større
var født, og efter en undersøgelse af kurserne for svarportokuponerne i
forskellige valutaer kastede Ponzi sig ud i eventyret. Ponzi påstod at have
tjent 14.000 dollars alene den første måned og lod derfor venner få del i
forretningerne. Indskød man 100 dollars, ville man 90 dage senere få 150
dollars retur.
Det var pure opspind, men historien vakte interesse. I takt med at Ponzi rent
faktisk betalte de første investorer deres afkast på 50 procent, spredtes
rygterne som en løbeild, og stadig flere investorer ønskede del i denne
pengemaskine.
Det lød for godt til at være sandt, men Ponzi fastholdt, at han i
virkeligheden kun videregav en brøkdel af den fortjeneste på over 400
procent, som han opnåede ved sine spekulationer.
Baggrunden for Ponzis forretninger opstod, da USA og mere end 60 andre lande
i 1906 reviderede den internationale postkonvention om forsendelser imellem
landene. Her blev der fastsat udvekslingsrater for svarportokuponer, så man
kunne forudbetale svarporto. Værdien af kuponerne skulle være konstant, men
i forbindelse med 1. Verdenskrig skete der et skred i valutakurserne, og
svarportosystemet afspejlede ikke ændringerne. Det gjorde det først i
august 1920, hvor det amerikanske Post Office Department også bestemte, at højst
10 svarportokuponer kunne indløses på samme tid.
Det virkelig svage punkt i Ponzis planer var imidlertid, at selv om man nok
kunne få en meget stor procentuel fortjeneste på den enkelte
svarportokupon, så var fortjenesten uendeligt lille i absolutte mål. For at
tjene de mange penge, Ponzi berettede om, ville det kræve millioner og atter
millioner af svarportokuponer. De praktiske omkostninger ved at købe,
transportere og indløse kuponerne ville imidlertid hurtigt overstige
fortjenesten. Men Ponzi forsvarede sig med, at han havde fundet en måde,
hvorpå han kunne veksle frem og tilbage mellem de enkelte landes
svarportokuponer, uden at fortjenesten blev tabt i praktiske omkostninger.
Forretningen voksede voldsomt i maj og juni 1920, i takt med at tilfredse
investorer berettede om deres mageløse fortjeneste. Allerede i maj havde
Ponzi oprettet konto i Hanover Trust Company, som senere blev det finansielle
omdrejningspunkt for svindelnummeret da Ponzi købte godt en tredjedel af
banken. Forretningen vakte imidlertid myndighedernes bekymring, og den 26.
juli satte avisen The Boston Post på forsiden spørgsmålstegn ved
lovligheden af Ponzis forretninger. Undersøgelser havde vist, at der slet
ikke var udstedt tilnærmelsesvis så mange svarportokuponer, som Ponzi måtte
antages at have købt.
Ponzi måtte standse tegningen af nye investeringsbeviser, indtil en revisor
havde gennemgået regnskabsbøgerne og fastslået, at metoden var lovlig. På
dette tidspunkt var de daglige indbetalinger 200.000 dollars, og hundredvis
af ivrige investorer med penge i hænderne måtte gå forgæves. Til
sammenligning tjente en amerikaner på dette tidspunkt i gennemsnit 700
dollars om året.
Den negative omtale gjorde dog nogle investorer nervøse, og en større
menneskemængde samlede sig foran kontoret, hvor de krævede deres penge
tilbage. Det indvilligede Ponzi i og forsikrede, at han havde en formue i såvel
amerikanske som udenlandske banker, der så rigeligt oversteg hans
forpligtelser. Han ville indløse de udløbne beviser med 50 procents
forrentning, og de øvrige, der endnu ikke stod til udbetaling, kunne man få
refunderet til det fulde, oprindelige beløb.
Stoppet for nye investeringer gav tumultagtige scener blandt investorer, og
syv politifolk måtte rydde Ponzis kontorer for vrede og bekymrede mennesker.
Der blev foretaget flere end 1.000 udbetalinger, og trængslen fortsatte
dagen efter, hvor Ponzi serverede hotdogs og kaffe til tusindvis af
mennesker, der stod i kø; en gestus, der beroligede nogle investorer så
meget, at de ombestemte sig og gik hjem uden penge. Næste dag blev der
tilbagebetalt yderligere 500.000 dollars, og dermed var det værste
tilsyneladende overstået.
Ved at komme investorerne i møde var det lykkedes Ponzi at gyde olie på de
oprørte vande, men en ny afslørende avisartikel stillede spørgsmålstegn
ved firmaets solvens og udløste igen panik. Ponzi afviste atter alle
beskyldninger, men de mange udbetalinger tærede, og Ponzis likviditet
begyndte at blive anstrengt. Under falske navne lånte han 225.000 dollars i
Hanover Trust Company, så alle kunne få deres penge, og efterhånden
tyndede det igen ud i køen.
Den 5. august var blot 27 investorer mødt frem, og det så ud til, at Ponzi
ville klare frisag. Men Ponzis bankkonti blev nøje overvåget, og ved
arbejdsdagens afslutning lørdag den 7. august havde han blot 13.391,32
dollars i indestående hos Hanover Trust Company. Eftersom der ikke var
indbetalinger af betydning, tydede alt på, at Ponzi ville få overtræk, når
banken åbnede efter weekenden.
Ponzi forsøgte at genetablere tilliden, da han om søndagen annoncerede et
nyt 100 millioner dollars-projekt med titlen Charles Ponzi Company, men han
understregede, at han ikke ville acceptere investorkapital, før han var
renset for alle anklager. Lige meget hjalp det dog, og om mandagen meddelte
bankkommissionens udsendte repræsentant, at Ponzi havde overtrukket sine
kreditter, og banken fik øjeblikkeligt besked på at stoppe udbetalingerne.
Kassen var tom, og ondt blev værre for Ponzi, da aviserne et par dage senere
afslørede både hans gamle svindelnummer i Montreal og de to fængselsstraffe.
Ponzi var omsider knækket og overgav sig frivilligt til de føderale
myndigheder, måske ikke mindst fordi han frygtede repressalier fra vrede
investorer.
Jagten på Ponzis skjulte formue var forgæves, og i slutningen af august
indrømmede hovedmanden selv, at han var fallit. En rapport viste senere, at
Ponzi havde modtaget næsten 10 millioner dollars (svarende til omkring 94
millioner dollars i dag) og udbetalt knap 8 millioner. Ponzi blev erklæret
konkurs, og efter tre retssager blev han omsider kendt skyldig og idømtknap
8 års fængsel.
Inden afsoningen stak Ponzi af og dukkede siden op i Florida, hvor han ankom
i september 1925 under navnet Charles Borelli. Her startede han et nyt
pyramidalsk foretagende op via The Charpon Land Syndicate, som opkøbte 100
hektar land til 16 dollars pr. hektar. Hver hektar blev inddelt i 23
jordlodder og udbudt til salg for 10 dollars pr. stk. Ponzi garanterede
investorerne, at hver jordlod i løbet af blot to år ville blive 5,3
millioner dollars værd. Et bedrageri var det selvfølgelig, og tilmed lå
mange af de solgte jordlodder under vand og var aldeles værdiløse.
Ponzi blev atter idømt fængselsstraf, flygtede med et fragtskib til
Italien, men blev dog fanget og sendt tilbage til Boston for at afslutte sin
fængselsstraf. Efter syv år blev han løsladt og endte sine dage i Rio de
Janeiro, hvor han ernærede sig med skiftende småjob. Den italienske
storsvindler døde den 15. januar 1949 på et hospital i Rio de Janeiro. Han
var forarmet, men havde akkurat formået at spare 75 dollars sammen til sin
egen begravelse.
Ponzi købte aldrig de mange svarportokuponer, men betalte blot de første
investorer med indskuddene fra de efterfølgende. En gennemgang af regnskabsbøgerne
afslørede, at han havde modtaget indskud til at købe omkring 180 millioner
svarportokuponer, men det kunne kun bekræftes, at han havde købt sølle to
kuponer, som blev vist frem til potentielle investorer.
Mange af nutidens multi level marketing-systemer er i bund og grund undfanget
af samme tanke om pyramidespil. Også disse er en illusion, hvor kun de allerøverste
lag bliver rige, mens næsten alle andre involverede mister deres indskud. Sådanne
pyramidespil er svindel, når det hævdes, at folk kan tjene penge på et
system, der rent matematisk forhindres i at blive en succes for andre end det
øverste lag. Men mange hopper på det, fordi det har en besnærende duft af
hurtig rigdom.
Og nu ser vi det altså
igen med Bernard Madoff og hans pyramide af svindel, der blev afsløret i
starten af december 2008.
|
|
Foredrag
om erhvervsskandaler
Søren Ellemose afholder foredrag om finanskrise, aktiebobler og
erhvervsskandaler. Kontakt soren@elex.dk
for at booke et foredrag.
Kejserens
Nye Klæder
Indhold: erhvervsskandaler og aktiebobler.
Forfatter: Søren Ellemose
Omfang: 336 sider
Udgivet: 27. april 2005
Køb
bogen her

Erhvervslivets leksikon
Elex.dk er dansk og international erhvervsliv gennem århundreder.
Her findes portrætter, biografier, tidslinier og stamdata for de største
virksomheder.
Bliv klogere på penge, ledelse og investeringer.
Nyhedsbrev
Få direkte besked om nye profiler, biografier og temaer.
|