Mærsk-familien i førersædet

A.P. Møller - Mærsk A/S er Danmarks ubetinget største virksomhed med 117.000 ansatte og en omsætning i 2007 på 278 milliarder kroner. Siden skibsreder A.P. Møller i 1904 startede Aktieselskabet Dampskibsselskabet Svendborg sammen med faderen, P.M. Møller, har foretagendet været drevet af slægten. Og meget tyder på, at det også vil være sådan fremover.

Der er ingen tvivl om at den 95-årige Mærsk Mc-Kinney Møller gerne ser slægten spille en afgørende rolle også i fremtiden, og med forårets udnævnelse af datteren Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla som kommende bestyrelsesformand i Almenfonden satte skibsrederen en bro til fremtiden.

Det er nemlig ikke mindst Anes to sønner, der er på vej frem i koncernen med sigte på en fremtidig topplacering. Især Mærsk Mc-Kinney Møllers barnebarn, Robert Mærsk Uggla har markeret sig stadig stærkere. Det fremgår af den nye bog "Hr. Møller", som der her bringes et uddrag fra:

Næste generation på vej
Skønt Esplanaden ikke vil løfte sløret for Mærsk-familiens planer for at genvinde toplederposten i selskabet, er der ingen tvivl om, at Mærsk Mc-Kinney Møller håber, at slægten atter vil vise evne til at tage teten.

»Det har vi selvfølgelig styr på, men vi ønsker ikke at fortælle om det. Det er et meget vanskeligt emne, men hr. Møller har ikke lagt skjul på, at han gerne ser familien repræsenteret i forbindelse med rederiet,« sagde Lars-Erik Brenøe i november 2007

»Det ligger mig naturligvis på sinde, at familien til stadighed er knyttet til A.P. Møller-Mærsk og gerne ved, at efterfølgere efter mig deltager i selskabets ledelse, når egnede dertil,« har Mærsk også tidligere sagt.

Blandt skibsrederens i alt ni børnebørn har især to særlig tilknytning til familievirksomheden, nemlig Ane Mærsk Mc-Kinney Ugglas to sønner, Johan og Robert.

Storebror Johan P. Uggla er civilingeniør med speciale i maskinteknik og har været sergent i det svenske kystartilleri, inden han i 2004 blev ansat i havnedivisionen APM Terminals og blev udstationeret i Holland. Han arbejder i dag for Mærsk i Brasilien med bopæl i Santa Catarina.

Anes yngste søn, den nu 30-årige Robert Mærsk Uggla blev student i 1997 med et meget højt gennemsnit. Robert har tillige en samfundsfaglig universitetsgrad, har gjort tjeneste i den svenske flåde med en særdeles god bedømmelse og blev i 2003 civiløkonom fra Handelshøjskolen i Stockholm. I foråret 2004 flyttede han til Danmark, da han startede i rederiet på Esplanaden. Og da Mærsk Mc-Kinney Møller i april 2006 besøgte syv byer i USA på en rundrejse til det amerikanske hovedselskab Maersk Inc. gjorde han ophold på kontoret i Charlotte, hvor barnebarnet var med.

Robert Mærsk Uggla blev med udgangen af 2006 forfremmet til landechef for Maersk i De Forenede Arabiske Emirater samt Oman og Qatar.

Som managing director fik han ansvaret for 200 medarbejdere, og han har allerede flere gange markeret sig. Allerede i sommeren 2007 udtalte Robert Mærsk Uggla sig til erhvervsmagasinet Middleastlogistics om udsigterne i Mellemøsten, der ventes at vokse hurtigere end noget andet område for Maersk Line.

Og i april 2008 talte Robert Mærsk Uggla ved et årligt arrangement i Grand Hyatt Hotel i Dubai, hvor Maersk Line kårer årets bedste kunder. Ved arrangementet deltog repræsentanter fra en række lokale rederier, transportselskaber, havneoperatører og handelsselskaber. I sin tale takkede landechefen kunderne for at have skabt en betydelig vækst for Maersk Line i 2007, hvor De Forenede Arabiske Emirater er ved at etablere sig som et transportcenter for regionen.

Robert Mærsk Uggla advarede dog også om, at man ikke måtte undervurdere behovet for udbygninger i infrastrukturen. Nye skibe og udbygning af havneterminalerne kom ikke af sig selv, og det forudsatte attraktive fragtrater.

»I 2007 trak rederierne betydelig kapacitet ud af Transpacific-ruterne på grund af utilstrækkelige fragtrater. Vi må sikre, at vi undgår den samme situation for ruterne på Mellemøsten ved at holde fragtraterne på et sund niveau, så Maersk Line har et incitament til at være en langsigtet investor og serviceudbyder i markedet.«

Og i juli 2008 understregede Robert Mærsk Uggla over for det månedlige transportmagasin LOG. Middle East, at Maersk Line nok var et etableret og velfungerende selskab i Mellemøsten, men at konkurrencen var hård, og at man kontinuerligt skulle forbedre sin forretning.

Han så også en fundamental ændring, hvor Mellemøsten historisk havde været en importerende region, men at man over de senere år havde set en stærk vækst i eksporten. Det betød, at der skulle indsættes mere kapacitet på eksportruterne. Og så adresserede landechefen også de stigende energipriser.

»Det er en udfordring, at sende de stigende brændstofomkostninger videre ned i forsyningskæden, men den eneste måde hvorpå vi kan sikre en bæredygtig forretningsmodel, er at vore kunder deler transportomkostningerne. Tidligere havde vi faste rater i mange af vore kontrakter. Fremover er vi nødt til at sikre, at den såkaldte bunker adjustment factor er en del af kontrakten. Det er glædeligt at se, at de fleste af vore kunder og industrien som helhed deler denne opfattelse,« sagde Robert Mærsk Uggla.

Robert Mærsk Uggla er en af de yngste landechefer nogensinde i rederiet, og med den øgede tilstedeværelse også i medierne er han godt i gang med at bevise, at han kan være et bud på at føre familiedynastiets stolte traditioner videre.

Om et af børnebørnene en dag vil indtage koncernchefstolen på Esplanaden og dermed følge i fodsporene efter deres morfar og oldefar, kan kun tiden vise. De er endnu meget unge, og der er et stykke vej til både den øverste ledelse, en skibsreder-titel endsige posten som koncernchef. Men med Robert Mærsk Uggla og Johan Pedersson Uggla er der dog en mulighed for det. Sikkert er kun, at alle uden undtagelse skal bevise deres værd. Børnebørnene får ingen særbehandling, men er ansat fordi de har de rette kvalifikationer.

Stopper den nuværende topchef Nils Smedegaard Andersen ved koncernens normale aldersgrænse vil han kunne sidde i stolen indtil 2023. På dette tidspunkt vil Robert Mærsk være 45 år. Det er en god alder at blive topchef i. Havde man valgt en ti år ældre leder her og nu i stedet for Nils Smedegaard Andersen, ville man skulle have to topchefer før familien eventuelt igen sætter sig i spidsen for familieselskabet. Det ville være i den rettidige omhus ånd, hvis Mærsk Mc-Kinney Møller har tænkt så langsigtet."


Rederiets første skib, s.s. Svendborg lagde fundamentet til A.P. Møller-Mærsk koncernen. 104 år efter grundlæggelsen tyder meget på, at Mærsk-slægten vil fortsætte sin indflydelse, både som hovedaktionær og som deltagere i den daglige drift.
Foto: Handels- & Søfartsmuseet.

 

Uddrag af "Hr. Møller"
Teksten er uddrag fra bogen "Hr. Møller", der udkommer 27. oktober på forlaget Documentas. Klik her for at læse mere eller bestille bogen allerede nu.

Fakta
A.P. Møller - Mærsk A/S
Esplanaden 50
1098 København K
Tlf. 33 63 33 63
Fax 33 63 41 08
www.maersk.dk

Ledelse
Adm. direktør: Nils Smedegaard Andersen
Bestyrelsesformand: Michael Pram Rasmussen

Milepæle
1904: A/S D/S Svendborg stiftes
1912: D/S af 1912 stiftes
1918: Lindøværftet etableres
1928: Maersk Line
1962: DUC etableres
1964: Dansk Supermarked
1970: Maersk Air stiftes
1970: Mærsk Data stiftes
1972: Oliefra Nordsøen
1984: Gas fra Nordsøen
1993: Køb af ØKs liniefart
1999: Køb af Sealand
2002: Køb af Torm Lines
2003: Fusion af dampskibsselskaberne
2003: Mærsk Mc-Kinney Møller afgår som bestyrelsesformand.
2004: Salg af Mærsk Data
2005: Køb af P&O Nedlloyd
2005: Køb af Kerr-McGee
2007: Jess Søderberg fratræder
2007: Nils Smedegaard Andersen ny koncernchef
2008: Operation streamLINE

Erhvervslivets leksikon

Elex.dk er dansk og international erhvervsliv gennem århundreder.

Her findes portrætter, biografier, tidslinier og stamdata for de største virksomheder.

Bliv klogere på penge, ledelse og investeringer.

Nyhedsbrev
Få direkte besked om nye profiler, biografier og temaer.